Evergrande skylder 1.900.000.000.000 kroner - nu truer konkurs med at vælte boligmastodonten

Evergrande er billedet på et problem, der har ligget og luret i den kinesiske boligsektor i årevis, lyder det fra eksperter.

- Det er gået rigtig, rigtig stærkt, siger Amy Yuan Zhuang til spørgsmålet om, hvordan den kinesiske boligsektor har udviklet sig.

Amy Yuan Zhuang er seniorøkonom i Nationalbanken med fokus på Kina. Men hun er også født og opvokset i Kina og har arbejdet der, efter hun er blevet voksen.

- Jeg har boet i Danmark i 25 år, og hver gang jeg rejser tilbage til Kina, så er det ikke altid, jeg kan genkende en by fra gang til gang – ikke engang min hjemby. Det kan være lidt skræmmende, men også et udtryk for, hvor hurtigt det er gået.

En af dem, der har haft allermest fart på, er boligmastodonten Evergrande. Selskabet er kommet på alles læber den seneste uge med risikoen for konkurs og for at trække resten af den kinesiske boligsektor med i faldet.

Fartblind grundlægger ved roret

Tilbage i 1996 lagde Xu Jiayin grundstenene til det, vi i dag kender som Evergrande. Men han har aldrig været stor i slaget.

- Han har holdt ret lav profil, når man tænker på, hvor godt det er gået, siger Amy Yuan Zhuang.

Xu Jiayin er også kendt som Hui Ka Yan. Det er hans navn på kantonesisk. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)

Indtil begyndelsen af 90’erne var boligmarkedet i Kina statsstyret. Men da det først blev kommercialiseret, gik det stærkt. Rigtig stærkt.

- I 2017 ender han med at blive udnævnt som Kinas rigeste mand. Alt det gør måske, han bliver lidt fartblind og tror, han er et forretningsgeni og født til lave gode forretninger.

Hans visioner med virksomheden bliver større og større, og Evergrande ender med at udvide til også at investere i sport, forlystelsesparker og anden underholdning. Og senest er de begyndt at producere elbiler.

- Det er jo ikke lige der, hans og hans firma kompetencer ligger, så de områder har ikke været styret helt godt. Det er en klassisk fejltagelse blandt mange topledere i kinesiske hurtigvoksende virksomheder.

En uansvarlig forretningsmodel

Men det var ikke udvidelsen af virksomheden, der sendte Evergrande i retning af konkurs. Det var derimod lån efter lån, der skulle finansiere skyskrabere med op mod 100 etager fyldt med lejligheder.

En finansieringsmetode, der har været ret udbredt i Kinas boligsektor, men forfinet og ”kørt til grænsen” af Evergrande.

- Evergrande har i nogle år ligget lige på vippen til at kunne betale sine regninger, og de har også været i søgelyset hos leverandører og andre, der skulle låne ud til dem, i forhold til om de skulle blive ved med at låne dem penge eller ej, siger Allan Von Mehren, der er chefanalytiker hos Danske Bank med fokus på de asiatiske markeder – i særdeleshed Kinas.

Den begyndende nervøsitet omkring Evergrande og flere andre store ejendomsudvikleres boligspekulation fik i begyndelsen af året Kinas regering til at indføre regler om, at man blandt andet skal have nok penge liggende i kassen til at betale sine forpligtelser. Regeringen satte samtidigt grænser for, hvor meget gæld en virksomhed må have.

Evergrande kan ikke opfylde nogen af kravene.

- De har ligget på kanten i lang tid efter de her opstramninger, og nu er de ved at blive presset ud over kanten. Det har nok været hele meningen med regeringens indgreb, at nogle af de værste skulle presses ud over kanten. Og det skal man så sørge for kan ske på en nogenlunde ordentlig måde, og det er det, der er udfordringen nu, forklarer Allan Von Mehren.

Beløb til rådighed: - 1.900.000.000.000 kroner

For hvis der skal statueres et eksempel, så kan Evergrande meget vel være et godt valg på grund af selskabets dårlige håndtering af sine finanser.

Med en gæld på svimlende 1.900 milliarder kroner slår ejendomsgiganten alle konkurrenterne i kreativ - men uansvarlig - forretningshåndtering. Og de har da også været kreative på flere fronter.

- De har blandt andet forsøgt sig med at samle penge ind internt i virksomheden med en form for crowd funding, hvor de til gengæld har lovet medarbejderne høje afkast, fortæller Allan Von Mehren.

Ordningen er også tilbudt til almindelige kinesere, der har kunnet købe et såkaldt ’wealth management produkt’, som er en blanding af aktier, obligationer og andre aktiver, fortæller Amy Yuan Zhuang, seniorøkonom i Nationalbanken.

- Men hvad Evergrande så har brugt pengene på, ved den almindelige kineser sandsynligvis ikke, tilføjer hun.

Den utænkelige konkurs

Generelt har kineserne ikke vidst ret meget om Evergrandes økonomiske problemer, selvom selskabet allerede i efteråret 2020 meddelte, at det havde likviditetsproblemer.

Så nyheden om risikoen for konkurs havde de færreste set komme, fortæller Amy Yuan Zhuang.

- Det kom som et chok. Mange almindelige kinesere har måske overvejet, om de skulle investere i en lejlighed fra Evergrande, fordi det er en stor virksomhed, og som de dermed har anset som sikker. De kan jo simpelthen ikke gå nedenom og hjem. Det var sådan en hel almindelig tankegang.

Men nu truer konkursen og tabet af millioner af private investorers penge i virksomheden. Spørgsmålet er, om styret i Kina vil lade millioner af kinesere blive ramt af en mastodonts uansvarlige forretningsførelse?

Næppe, lyder vurderingen fra Amy Yuan Zhuang.

- Men de vil heller ikke lade dem leve uden skrammer. Det bliver nok en mellemting, hvor det ikke er alle, der taber alt.

Facebook
Twitter