Facebook har betalt 0,03 procent i skat i Europa: Nu er Zuckerberg klar til at betale mere

Men landene skal komme til enighed i OECD, siger Facebook - og det har lange udsigter.

- Vi ønsker, at OECD-processen skal lykkes, så vi har et stabilt og pålideligt system fremover. Og vi accepterer, at det kan betyde, at vi er nødt til at betale mere skat og betale den forskellige steder under en ny ramme, lyder det fra Mark Zuckerberg, Facebooks grundlægger. (Foto: © ERIN SCOTT, Scanpix)

Det vælter ind med kritik af amerikanske tech-virksomheder, som stort set skattefrit hvert år tjener milliarder af kroner på de europæiske skatteborgere.

Blandt andet viser en rapport fra EU-Parlamentet, at den amerikanske tech-gigant Facebook i 2015 blot lagde 0,03 procent af deres overskud i EU-landenes skattekasser.

Men sådan bør det heller ikke være, lyder det nu fra Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, der i weekenden tager på charmeoffensiv i München og Bruxelles.

Her vil han rejse rundt med budskabet om, at Facebook bakker op om en skattereform, der beskatter Facebook hårdere og giver en langt mere lige fordeling af skattebetalingen.

- Jeg forstår, at der er frustration over, hvordan teknologiselskaber beskattes i Europa. Vi ønsker også en skattereform, og jeg er glad for, at OECD ser på dette, vil det blandt andet lyde fra Mark Zuckerberg i hans tale på sikkerhedskonferencen i München.

Det fremgår af en del af talen, som DR har set.

Digital skat

OECD har længe arbejdet på en digital skattemodel, der lægger op til, at tech-virksomheder, som i sagens natur er globale, beskattes, hvor pengene tjenes, frem for hvor pengene ender.

Planen er, at der skal ligge en handlingsplan på bordet for at nå en fælles løsning i 2020.

Men da forslaget skal forhandles på plads af 127 lande, er det usikkert, hvornår en OECD-løsning bliver en realitet. Og da OECD er et mellemstatsligt samarbejde, er deres forslag meget mindre forpligtende.

Flere EU-lande ønsker dog ikke at vente på en OECD-løsning, og den tidligere Kommission i EU har arbejdet for at få indført en særskilt digital skat i EU.

Men blandt andre Danmark har arbejdet mod en EU-løsning med henvisning til arbejdet i OECD. Derfor faldt arbejdet for en fælles-europæisk digital skat sammen sidste år.

Det har fået blandt andre Frankrig til at foreslå en særskat på de amerikanske it-giganters omsætning i landet.

Fra Facebook lyder budskabet, at løsningen skal findes gennem OECD. Til gengæld er Facebook villig til at sætte flere penge af til skat - og særligt i Europa.

- Vi ønsker, at OECD-processen skal lykkes, så vi har et stabilt og pålideligt system fremover. Og vi accepterer, at det kan betyde, at vi er nødt til at betale mere skat og betale den forskellige steder under en ny ramme, fremgår det af talepapiret, som også pointerer, at en skattereform er essentiel for at genskabe tillid til multinationale selskaber.

Mark Zuckerberg vil understrege over for EU-ledere, at Facebook ikke lobbyer imod en skattereform.

Det har ikke været muligt at stille uddybende spørgsmål til Facebook.

Facebook og Google betaler skat i USA

Mens de europæiske landes indtjening på tech-selskabernes omsætning er begrænset, overfører techgiganterne Facebook, Google og Apple årligt enorme beløb til den amerikanske stat.

For selv om Facebook i EU altså har betalt 0,03 procent i selskabsskat, så har Facebook ifølge firmaet selv over de seneste fem år betalt 20 procent af sit samlede overskud i skat.

Noget lignende er tilfældet for en anden techgigant Google.

Ifølge en rapport fra Europa-Parlamentet betalte Google i 2015 0,82 procent i skat af overskuddet i Europa.

Google oplyser til DR, at selskabet i gennemsnit de sidste 10 år har betalt 23 procent om året i selskabsskat.

Men over 80 procent af selskabsskatten betales i USA, hvilket Google selv mener er skævt. Derfor bakker også Google op om en skattereform.

- Hvis regeringer samarbejder, kan der betales mere skat, hvor produkter og tjenester forbruges.

- Vi mener, at denne tilgang vil genskabe tilliden til det internationale skattesystem og fremme mere grænseoverskridende handel og investeringer. Vi støtter stærkt OECD's arbejde med at gøre en ende på usikkerheden og udvikle nye skatteprincipper, skrev Googles globale politiske chef, Karan Bhatia, i et blogindlæg i juli måned.

Danske selskaber betaler også mest i Danmark

Forklaringen på at der skal være særlige regler for tech-selskabernes skattebetaling, hviler især på, at de digitale produkter er globale og derfor ikke beskattes nok i de lande, hvor omsætningen ligger.

Over 80 procent af Googles selskabsskat betales i USA. Det mener Google også er skævt. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Det gør sig dog også gældende for selskaber med intellektuelle rettigheder - de såkaldt immaterielle rettigheder - at en stor del af overskuddet overføres til hjemlandet.

Det nyder især den danske stat godt af. Den danske har store indtægter fra for eksempel Novo Nordisk, der sidste år betalte 7,7 milliarder kroner i selskabsskat i Danmark.

En Cepos-analyse viser, at de største danske børsnoterede selskaber betaler 56 procent af deres selskabsskat i Danmark, selv om kun 11 procent af omsætningen ligger her i landet.

Frygten for mistede skatteindtægter var også grunden til, at den tidligere danske regering var nølende med at bakke op om en særlig digital skat i EU.