Facebook kan både sælge billetter og henrette virksomheder

Virksomheder bruger i stigende grad sociale medier for at sætte fut i væsentlige budskaber, men de har også et indbygget tveægget sværd.

Facebook er potent til at kommunikere et budskab, men ligeså potent som offentlig gabestok.

Pensionsselskabet PFA gør i disse uger bevidst brug af sociale medier som platform for at få sit budskab ud til danskerne. "Brug livet" er en kampagne, som skal forvandle opfattelsen af PFA fra at være en fjern rudekuvert til et selskab som aktivt involverer sig i samfundet her og nu.

- Størstedelen af danskerne er på Facebook, hvis vi kan nå ud til dem med et klik, hvorfor så ikke gøre det, siger Kenneth Pellier, medstifter af Livsnettet, som begrundelse for at hoppe ombord i PFA's fremstød.

Livsnettet er i sig selv et tryghedsskabende socialt netværk på internettet for syge, handicappede og deres pårørende.

Som led i kampagnen "Brug livet" har pensionsselskabet oprettet en fond, som til at begynde med uddeler 125.000 kroner om året til velgørenhed. 170 projekter og organisationer har søgt om midlerne, og gør reklame for deres sag på PFA platform.

Og brugerne ude på Facebook, Twitter og lignende får mulighed for at give deres besyv med i form af en afstemning. Her kombineres velgørenhed altså med aktivt brugerengagement og strategisk partnerskab i forhold til en god sag. Hvilken, afgøres af afstemningsresultatet. PFA giver brugerne direkte indflydelse.

Stor effekt

PFA's direktør Henrik Heideby er meget begejstret:

- Effekten af det her er betydeligt større end ved en avis- eller tv-kampagne, siger han.

Og effekten er ikke udeblevet. Sitet har oplevet over 50.000 hits, mindst 33.000 har afgivet deres stemme.

Men det er ikke kun PFA som får ny og anderledes PR, siger Kenneth Pellier fra Livsnettet, som i øjeblikket ligger på fjerdepladsen i afstemningen.

- Der er tale om en win-win situatíon for begge parter med hensyn til at gøre hinanden synlige.

Den udlægning kan Hanne Wendel Tybkjær fra Landsforeningen til bekæmpelse af Cystisk Fibrose tilslutte sig:

- Der er opstået den spændende sideeffekt, at man kan bruge kampagnen til at sætte yderligere fokus på en sygdom som vores med en sjælden forekomst og et ret vanskeligt navn.

Hul igennem

Og de sociale medier er da også verdens mest potente kommunkationskanal, siger digital konsulent, Anne Ebbesen, fra Digital Advice:

- Der er hul igennem på en anden måde, fordi de sociale medier gør, at alle kan se hvad alle gør her og nu, så du får en vis form for øjeblikkelighed og dermed også samhørighed. Det er værkstøjer, som man kan anvende til at involvere og engagere, siger Anna Ebbesen.

Og det er en rigtig god ide at benytte i virksomheders CSR arbejde, altså anstrengelser for at synliggøre sig ved at påtage sig et socialt ansvar, mener hun.

Men bordet fanger. De sociale medier er slagkraftige på en måde som ikke er set før og uden for virksomhederne direkte kontrol.

- Hvis du først får folk til at engagere sig i dig, så kan de også blive meget vrede på dig. Det er en utroligt diciplinerende faktor. Nu kan brugerne faktisk lægge organisationer eller virksomheder ned, hvis de bliver utilfredse med dem, siger Anna Ebbesen.

Tveægget sværd

PFA's direktør, Henrik Heideby er helt med på, at der kan være tale om et tveægget sværd.

- Hvis man siger et og gør noget andet, så har det store negative konsekvenser.

Så selv om sociale medier udgør en magtfuld redskab for virksomhederne til at nå ud til kunderne, så kan de hurtigt omforme sig til en offentlig gabestok.

Dårligt omdømme kan bogstaveligt talt sprede sig som en ondsindet computervirus. Virksomheder bliver nødt til at gå offensivt til værks, mener PFA's direktør, Henrik Heideby.

- Det med at leve skjult, det kan man ikke længere. Virksomheder bliver nødt til at tage et socialt ansvar, siger han.

Facebook
Twitter