Facebook og Google æder også af Danmarks mest læste avis

Søndagsavisen lukker i dele af landet - og satser på København. Papiraviser har svært ved at få forretningen til at hænge sammen, lyder forklaringen fra forsker.

Søndagsavisen, som den så ud for 20 år siden. Dengang kostede et eksemplar af Søndagsavisen to kroner i løssalg. (Foto: Bjørn Kähler © Scanpix)

Gratisaviserne har hårde kår.

De lever af annoncer, og flere og flere af annoncekronerne bliver ædt op af de amerikanske giganter Facebook og Google.

Det er den primære forklaring på, at Søndagsavisen har indgået et tæt samarbejde med Politikens Lokalaviser, lyder vurderingen fra Mark Ørsten, der er medieforsker og leder af journalistuddannelsen ved Roskilde Universitet.

- Jeg ser det som et led i,at Søndagsavisen forsøger at konsolidere forretningen. Søndagsavisen er jo en papiravis, og papiraviser er under pres. Annonceindtægterne svinder ind, og det har Søndagsavisen kunnet mærke, siger Mark Ørsten.

Fokus på København

Samarbejdet med Politikens Lokalaviser betyder, at avisen helt hører op med at udkomme på Fyn og i Trekantsområdet. Samtidig bliver Søndagsavisen et tillæg i Politikens lokalaviser i Odense og Horsens, og så i dele af Nordsjælland hvor Sjællandske Medier tidligere på året overtog en del Søndagsavisen.

Samtidig vil North Media Aviser, som ejer Søndagsavisen, rette fokus mod Hovedstadsområdet.

- Det her er et led i den fortsatte strategiske udvikling af Søndagsavisen, hvor man så vil fokusere på københavnsområdet, siger Mark Ørsten.

Vokseværk i Danmarks største mediehus

Tidligere på året købte mediehuset JP/Politikens Hus landets største erhvervsmedie, Børsen. Samtidig er Politikens Lokalaviser siden 2000 vokset fra 15 til 85 lokalaviser. Sidste år startede Politikens Lokalaviser nye lokalaviser op i Odense og Horsens.

Og nu får mediehuset endnu flere muskler i kampen om annoncørerne.

Det bekymrer dog ikke Mark Ørsten. Han ser ikke en trussel mod pluralismen på det danske mediemarked. Papiraviserne er pressede, og derfor er det helt naturligt at blande blod for at opnå stordriftsfordele og stå stærkere i kampen for overlevelse.

- Samarbejdet betyder, at mediehuset stadig ser forretninger i deres aviser og forsøger at udvikle og konsolidere deres område. Man ser det samme i udlandet, hvor store mediehuse forsøger at opnå stordriftsfordele ved at opkøbe mere og mere og tilbyde en bredere mulighed af outlets og dermed opretholde en vis annonceindtægt på trods af et presset marked.

- Men det her er et klassisk område, der interesserer forskere i hele Europa. Mediekoncentrationen flytter sig hele tiden. Men det er ikke endnu et problem, siger Mark Ørsten.