Der bliver stadig længere mellem driftige folk, som starter for sig selv. Fra begyndelsen af 2008 er antallet af nye virksomheder styrtdykket med 42 procent. Det viser det såkaldte iværksætterindeks fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.
- De nye iværksættertal er bedrøvelig læsning og en udfordring for os alle. Erhvervspakken og globaliseringsaftalen skal være med til at vende udviklingen. Men vi har brug for, at alle trækker i arbejdstøjet, siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) i en skriftlig kommentar.
Nummer seks på listen
Danmark ligger ifølge ministeriet nummer seks på listen over lande med de bedste betingelser for iværksætteri, og alligevel er antallet af iværksættere i kraftig nedgang.
På grund af de sløje tal skal virksomheder, rådgivere, erhvervsorganisationer samt folk fra uddannelsessektoren mandag mødes. Det er startskuddet til en uge med 100 arrangementer for iværksættere og virksomheder.