Fagbevægelsen er ofte dem, der står forrest blandt kritikerne, når uetiske investeringer er på dagsordenen. Og moral er godt, men dobbeltmoral er ikke dobbelt så godt.
Investerer i våbenproduktion
Nu viser det sig nemlig, at LO-forbundenes to store pensionskasser, Industriens Pension og Pension Danmark, investerer medlemmernes pensionspenge i virksomheder, der producerer våben.
Produktion af klyngebomber
Industriens Pension har aktier i selskaber som medvirker til produktion af klyngebomber, mens Pension Danmark investerer i selskaber som Boeing Co, United Technologies og Honeywell Intl, som ifølge den etiske vagthund Danwatch, medvirker til fremstilling af våben.
Bestyrelsesformand i Industriens Pension, Børge Frederiksen, er overrasket over pensionsselskabets investeringer i den type virksomheder.
- Det lyder ikke godt i mine ører med klyngebomber. Hvis det er tilfældet, er det noget, vi skal diskutere i bestyrelsesudvalget, siger Børge Frederiksen, der også er gruppeformand i Industrigruppen, 3F.
Men Pension Danmark ikke bekymret
Pensionselskabet finder det ikke problematisk at investere i våbenproduktion.
- Danmark er medlem af NATO, og deltager blandt andet i operationer rundt omkring i verden. Derfor vurderer Pension Danmark ikke, at våbenproduktion som udgangspunkt bør ekskluderes fra investeringsuniverset, siger Claus Stampe, investeringsdirektør i Pension Danmark, i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Medvirker ikke til produktion af bomber
Claus Stampe pointerer, at Pension Danmark ikke investerer i virksomheder, som medvirker til produktion af klyngebomber:
- Danmark har tiltrådt FNs Mine Ban Convention, som indeholder et forbud mod antipersonel miner. Derfor investerer Pension Danmark ikke i selskaber, der medvirker til produktion af antipersonel miner. Og da klyngebomber er en våbentype på linje med landminer, har Pension Danmark siden 2006 heller ikke investeret i virksomheder, der medvirker til produktion af klyngebomber, udtaler Claus Stampe