Fagforbund: Lizette er et rigtig friskt pust for LO

Men der er også en række svære udfordringer, som den nye LO-formand straks skal tage fat på, lyder det.

Lizette Risgaard blev tirsdag valgt til Harald Børstings afløser på LO-kongressen i Aalborg. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Langt de fleste delegerede var her til formiddag enige om, hvor formandskrydset skulle sættes; ud for Lizette Risgaard.

Og der er en ganske særlig grund til, at netop hun er så populær blandt fagforbundene, forklarer blandt andre FOA.

- Vi synes, Lizette er et rigtig frisk pust, hun er i øvrigt også rigtig god til at komme rundt i medlemsforbundene og få skabt netværk, og få talt ud med os andre, siger Sigurd Gormsen, som er formand for FOA på Midtsjælland.

Forlovelsen bliver afgørende

Jobbet som formand for Danmarks største faglige fællesskab bliver dog ikke nogen dans på roser. Ligesom Harald Børsting, skal Lizette Risgaard hurtigt i arbejdstøjet og vise sit værd.

Især får den nye formand én afgørende opgave, hun skal have løst, siger Sigurd Gormsen. Det drejer sig om den forlovelse, som LO har indgået med fagbevægelsen FTF.

- Det bliver en stor opgave at få et samlet LO og komme ind i en god fusionsproces med FTF, vurderer FOA-formanden.

Et bjerg af udfordringer venter

Også på kort sigt er der en række udfordringer, som den nye formand straks skal tage fat på, siger Egon Petersen, som er formand i 3F Nordhøj på Fyn.

- Den vigtigste opgave lige for tiden bliver jo de trepartsforhandlinger, som står for døren, og som man fra regeringen også har spillet ud med, siger han og fortsætter:

- Der er jo slet ingen tvivl om, at der kommer en lang række udfordringer. Blandt andet bliver den fremmede arbejdskraft, som vælter ind, også en stor opgave for os, siger han.

Vigtigt med en kvindelig formand

Med 312 stemmer ud af 399 mulige er Lizette Risgaard blevet LO's første kvindelige formand.

Og netop kønnet havde betydning for, hvor nogle af de delegerede satte deres kryds i dag. I hvert fald for Karina Jensen, som er næstformand for Teknisk Landsforbund på Fyn:

- Det er vigtigt for mig, at der kommer kvinder på de høje poster, fordi kvinderne har hjertet med på mange punkter. Jeg synes, det er rigtig godt, at der kommer en kvinde på en så markant post, siger hun.

Facebook
Twitter