Fagforeninger advarer: Nye lønforsikringer truer dagpengesystemet

Alm. Brand har netop lanceret en ny privat lønforsikring med højere sats end dagpengesystemet. De faglige foreninger advarer.

FTF og IDA mener, at en ny privat lønforsikring fra Alm. Brand truer det danske dagpengesystem. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Alm. Brand har netop lanceret en privat lønforsikring, hvor lønmodtagere kan få op til 32.000 kroner om måneden af deres tidligere løn, hvis de mister jobbet.

Det er første gang, et stort forsikringsselskab tilbyder en privat lønforsikring.

I det offentlige dagpengesystem er den maksimale sats derimod 17.918 kroner om måneder.

Den faglige organisation FTF advarer om, at de private lønforsikringer på sigt kan true hele dagpengesystemet.

- Vi har jo efterladt et problem, som andre så griber. Jeg ved godt, at folk handler rationelt og tænker mest på sig selv og lidt mindre på kollektivet i sådanne situationer. Men konsekvenserne på den lange bane er, at vi risikerer en underminering af A-kassesystemet, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.

Ingeniørforeningen IDA påpeger, at dagpengesystemet er uattraktivt for de højestlønnede og konsekvensen kan blive derfor blive, at flere vælger en privat forsikring i stedet. Ingeniørforeningen tilbyder allerede i dag en særskilt forsikring til medlemmer, der mister jobbet.

Når man køber en privat lønforsikring uden om dagpengesystemet, kan man få et skattefradrag. Står det til Bente Sorgenfrey, skal det fradrag fjernes.

- Jeg så da gerne, at man ikke havde mulighed for at trække fradraget fra, siger Bente Sorgenfrey.

I dag tilbyder FF Forsikring, som fungerer under fagforeningen Frie Funktionærer, allerede en 100 procent privat lønforsikring.

Det er præcis samme forsikring, som Alm. Brand nu vil tilbyde sine kunder.

Det er dog første gang, at et forsikringsselskab tager ideen til sig.

Hør mere om historien i P1 Business fredag kl. 13.30 på P1.

FacebookTwitter