Måske er du allerede faldet over det nye modeord på dit barns skole. 'Bring Your Own Device'- eller på dansk: Tag dit eget it-udstyr med.
Bring Your Own Device betyder, at skolerne må opfordre forældrene til at give deres børn it-udstyr med i skole. Hvis ikke forældrene kan det, skal skolerne stille udstyr til rådighed til de elever. Og så længe der kun er tale om en opfordring, så er det fuldt lovligt.
Herfølge Skole er en af de skoler, hvor skolelederen har sendt en opfordring til forældrene.
- Jeg ved, at jeg sender den til nogle forældre, som ikke kan leve op til det. Samtidig så ved jeg også, at jeg sender den til nogle forældre, som sagtens kan betale det, siger skoleleder Søren Kokholm og fortsætter:
- Det er jo der, vi som skole må gå ind og sige, jamen, der er ikke nogen børn, der skal sidde og kigge efter nogle andre i klassen, som har en bærbar. Nej, så låner vi, og det skal være ganske naturligt.
Rammer alle skoler
Det er regeringen, kommunerne og regionerne, der står bag Bring Your Own Device-strategien, og det skal ifølge Undervisningsministeriet rulles ud på alle skoler inden 2015.
Undervisningsministeriets strategi er, at alle elever i år skal have adgang til velfungerende it, så de kan benytte digitale læremidler i undervisningen. Allerede i 2013 havde 94 procent af alle skoler en Bring Your Own Device-strategi.
Skepsis fra forældre
Det er dog ikke alle forældre, der bryder sig om udviklingen med egenbetalingen i folkeskolen.
- Jeg har haft mulighed for at give mine børn det udstyr med, som der er blevet bedt om, men jeg ved også, at der er mange, som ikke har økonomiske ressourcer til at betale for de her maskiner, siger Hope Metina Bugge, som har to børn på Herfølge Skole.
Hun frygter, at skolernes opfordring går ud over børnene.
- Det bliver et problem for de børn i klassen, at de ikke har de ting med, som de andre børn har, og det lægger man mærke til som barn, når man ikke har det samme som sine kammerater, siger hun.