FAKTA Sådan vil EU-Kommissionen bekæmpe virksomheders skattefifleri

Europa-Kommissionen vil have multinationale virksomheder til at afrapportere langt mere for at komme skatteunddragelse til livs.

Kommissionens forslag dækker både europæiske selskaber og udenlandske multinationale, der har datterselskaber i EU. (Foto: Patrick Seeger © Scanpix)

Flere end 6.000 multinationale selskaber skal fremover aflægge et grundigt og fyldestgørende regnskab til skattemyndigheder i samtlige af de EU-lande, de opererer i.

I hvert fald hvis det står til Europa-Kommissionen, som i dag præsenterer deres plan for, hvordan man kommer skatteunddragelse til livs.

- Vores forslag om at øge gennemsigtigheden vil tvinge virksomhederne til at være mere ansvarlige. Det vil fremme en mere fair konkurrence mellem virksomhederne - uanset deres størrelse, siger Jonathan Hill, som er kommissær for Finansiel Stabilitet hos Europa-Kommissionen.

"Land for land-rapportering" kalder de forslaget, som kommer i kølvandet på både Lux-leaks og Panama Papers, der afslører, at verdens største virksomheder er blevet bedre og bedre til at flytte rundt på deres penge, så de kan betale så lidt i skat som muligt.

Det skal de afrapportere

Hvert år mister EU-landene således mellem 300 og 500 milliarder kroner, fordi verdens største virksomheder snyder med skatten.

Det fremgår af beregninger fra Europa-Kommissionen.

Det er virksomheder med en omsætning på over 5,6 milliarder kroner, der ifølge forslaget skal forpligtes til at afrapportere følgende, når de opererer i EU:

  1. 1

    Betalte skatter

  2. 2

    Kommende skatter

  3. 3

    Overskud før skat

  4. 4

    Omsætning

  5. 5

    Antal ansatte

  6. 6

    Type af aktiviteter i virksomheden

  7. 7

    Indtjening

Som situationen er nu, kan virksomheder, der spekulerer i, hvordan de undgår at betale skat ved at operere på tvært af EU-landene, betale omkring 30 procent mindre end et selskab, der ikke snyder, skriver Europa-Kommissionen.

Forslag møder modstand

Men også virksomheder, der opererer uden for EU, skal rapportere, hvad de betaler af skatter, fremgår det.

Europa-Kommissionens forslag

Samtidig lægger Europa-Kommissionen op til, at virksomheder, der opererer i lande, der er karakteriseret som skattely, skal underlægges særlige oplysningskrav. De skal således give skattevæsenet i hjemlandet endnu flere oplysninger og detaljer om deres forhold end andre virksomheder.

Om det stillede forslag bliver vedtaget, er endnu usikkert.

I første omgang skal kommissionens idéer debatteres i Europaparlamentet og EU's ministerråd, inden de eventuelt vedtages og gennemføres ved lov i de enkelte EU-lande.

46 organisationer fra hele verden gik i sidste uge sammen om et brev til Europa-Kommissionens præsident, Jean-Claude Juncker, hvor de udtrykte bekymring for, hvorvidt forslaget reelt vil have en effekt.

Facebook
Twitter