Falsk Google-direktør svindlede for 630.000 kroner

Politiet har en række sager om identitetsbedrageri, hvor uvedkommende folk har lavet ændringer i virksomhedsregisteret og svindlet.

En 19-årig mand udnævnte sig selv til Google-direktør og fik et kreditkort, som han brugte 630.000 kroner på. (Foto: GEORGES GOBET © Scanpix)

Mandag den 24. februar i år begyndte en måned i luksus for en dengang 19-årig ung mand.

Med et par klik med musen og et Nem-ID loggede den 19-årige sig ind på hjemmesiden virk.dk, som giver adgang til Erhvervsstyrelsens selskabsregister, cvr-registret.

Her satte han sig selv i stolen som direktør for Google Danmark. Med sin nyerhvervede titel fik han adgang til et Eurocard og en høj kreditramme, som han gjorde flittigt brug af.

Hotelsuite og Gucci-tasker

I løbet af februar og marts brugte den unge mand for 630.000 kroner. Det fortæller Københavns Politi, der efterforsker sagen, til DR Nyheder.

- Kortet er misbrugt for 630.000 og han er sigtet for yderligere forsøg på bedragerier på omkring 400.000 for anden kriminalitet, siger Henning Schmidt, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.

På Facebook viser den unge mand det dyre liv frem. Man kan blandt andet se ham sidde ved et stort skrivebord i en af suiterne på Hotel d'Angleterre, som han indlogerede sig på ifølge Københavns Politi.

Han har også købt en bil undervejs, og en del dyre Gucci-tasker.

Bare for sjov

I april måned dumpede kreditkortregningen for forbrugsfesten ind hos Google Danmark, der derefter fik sat en stopper for forbruget. Der vil nu blive krævet erstatning for de brugte 630.000 kroner fra den unge mand.

Den nu 20-årige vil ikke stille op til interview, men har tidligere sagt i en artikel i Jyllands-Posten, at han gjorde sig selv til direktør i Google Danmark 'for sjov'.

Der er endnu ikke udfærdiget et anklageskrift i sagen, men straframmen for dokumentfalsk og bedrageri lyder på op til otte år.

Flere sager med cvr-snyd

Og sagen om identitetsbedrageri i forbindelse med cvr-registret er ikke den eneste.

Københavns Politi efterforsker i øjeblikket yderligere to sager, og i Syd- og Sønderjyllands Politi har man ligeledes en sag, der er under efterforskning.

I alle sagerne har personer lavet ulovlige ændringer i cvr-registret.

Derefter er der begået svindel for eksempel ved at indkøbe varer, hvor regningen er gået til den virksomhed, der er blevet udsat for de ulovlige ændringer.

Facebook
Twitter