Fejl på Storebælt fortsat ikke rettet: Små biler får stadig for store regninger

Otte ud af otte gange har Jannie Mann oplevet at blive takseret for højt på sin brobizz.

Jannie Manns Toyota IQ er ifølge Sund og Bælt kun to centimeter fra at være en 'almindelige personbil'. Og det udfordrer det automatiske betalingsanlæg på Storebæltsbroen.

Fem gange i december og tre gange i januar oplevede Jannie Mann det.

At Sund og Bælt tog overpris, da hun kørte over Storebælt.

- Det er faktisk 100 procent fejl, jeg har oplevet i december og januar måned, siger Jannie Mann.

Jannie Mann bor i Nyborg, men krydser ofte broen for at besøge sin familie på Sjælland. Det gør hun i en Toyota IQ, som er under tre meter lang og derfor kun skal takseres med 101 kroner, når den kører gennem Storebæltsbroens betalingsanlæg.

Jannie Mann har otte gange på to måneder fået penge tilbage efter at have krydset Storebælt i sin Toyota IQ.

Men de seneste otte gange, hun er kørt over broen, har Sund og Bælt, som driver Storebæltsbroen, taget 93 kroner for meget. Hver gang.

- Det er da irriterende. Jeg har brugt timevis af taletid på at hænge i kø i telefonen for at få mine penge tilbage, siger Jannie Mann.

Har betalt 83.251 kroner tilbage

Fejlen kommer fra en opgradering af det automatiske betalingsanlæg. I januar lød det ellers fra Sund og Bælt, at fejlen nu var "fundet og løst".

Men DR har set dokumentation for, at Jannie Mann tre gange siden er blevet overfaktureret, når hun har krydset Storebælt.

- Jeg ved ikke, hvorfor de vil fremstå, som om der ikke er nogen problemer, for det er der jo. Jeg synes, det er utroværdigt i hvert fald, siger hun.

Ifølge tal fra Sund og Bælt er der foreløbig udbetalt kompensation for 83.251 kroner til kunder, som har krydset broen til overpris.

Sund & Bælt er et statsligt holdingselskab, der varetager den overordnede styring af blandt andet Storebæltsbroen.

To centimeter

Sund og Bælt har ikke ønsket at stille op til interview.

Men kommunikationschef Lene Gebauer Thomsen henviser til Sund og Bælts pressemeddelelse fra den 8. januar:

- I betalingsanlægget er det marginaler, der afgør, om en bil klassificeres som en lille bil under tre meter eller som en almindelig personbil. For eksempel har en Toyota IQ en længde på 2,98 meter, og en almindelig personbil er mellem tre og seks meter.

Det er kameraet, som registrerer bilernes længde, når de kører gennem betalingsanlægget, som ikke altid rammer rigtigt.

- Et automatisk betalingsanlæg kan kun opkræve 99,9 procent af passagerne korrekt. Men vi beklager meget fejlen og de gener, den har medført for vores kunder, lyder det fra Sund og Bælt.

Tjekker altid bonner

For Jannie Mann har sagen udviklet sig træls. Og hun ærgrer sig især over de bilister, som ikke får tjekket deres kontoudtog og kontaktet Sund og Bælt.

- Jeg håber, de har fået fat i alle. Der er mange, som kører Toyota IQ både i Nyborg og Korsør. Der må være et stort beløb, som de har betalt for meget, siger Jannie Mann.

- Der er folk, der ikke tjekker deres bonner i supermarkeder. Det gør jeg. Det her er et eksempel på, at man altid skal tjekke sine bonner, også når man kører over broen, siger hun.

Det har vi spurgt Sund og Bælt om:

  • Sund og Bælt har ikke besvaret DR's spørgsmål. Her kan du se de spørgsmål, som DR har sendt per mail til selskabet:

  • I en pressemeddelelse fra januar skriver I, at ”fejlen er nu fundet og løst”. Men vi har dokumentation for, at der fortsat er fejl på anlægget. Hvad er op og ned?

  • Hvornår er problemet opstået?

  • Hvornår er problemet løst?

  • Hvor mange regner I med, det drejer sig om?

  • Hvad gør I for at sikre jer, at kunderne får penge tilbage?

  • Hvad med kunder, der har betalt kontant/ og eventuelt er fra udlandet?