Femern-tunnel har kostet 4,5 milliarder

Allerede to-tre år inden første spadestik har forbindelsen under Femernbælt kostet milliarder.

Arbejdet ved Rødby Havn er så småt gået i gang, men selve byggeriet af Femern-forbindelsen er endnu ikke startet. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Ni år efter at Folketinget sagde ja til en fast forbindelse under Femern Bælt, er starten på opførslen to-tre år væk, men udgifterne har rundet 4,5 milliarder kroner. Det fremgår af det seneste regnskab for Femern A/S.

Det har ikke bare krævet store udgifter til den faktiske planlægning af, hvordan den kommende forbindelse skal bygges. Men også udgifter til en lang række ting, der juridisk skal være på plads, inden projektet kan startes.

En af de helt store omkostninger har været en omfattende undersøgelse af konsekvenserne for miljøet.

Dertil kommer betalinger for miljøkompensation, ekspropriering af huse og ejendomme, arkæologiske udgravninger og over 300 millioner kroner for at holde på entreprenører, fordi projektet blev udskudt.

Femern A/S fik 12.600 klager fra tyske myndigheder, borgere og organisationer, der alle skal svares, og det har gjort projektet dyrere end forventet ved opstart.

- Samtidigt gør kritikerne alt, hvad de kan for at forsinke og fordyre projektet godt støttet af Scandlines, siger viceprojektdirektør i Femern A/S, Ajs Dam.

Femern A/S venter, at der kommer en tysk godkendelse i sommeren 2018, og at byggeriet kan starte i 2020 med åbning i 2028.

Samlet er Femern-tunnelen budgetteret til at koste 52,6 milliarder kroner.

/ritzau/