Feriepengene brænder i danskernes lommer: Elektronik, møbler og kaffemaskiner går som varmt brød

Optøede feriepenge har allerede fået ben at gå på, viser nye tal.

Dankortet er hevet op af lommen mange gange, i takt med at feriepengene er blevet udbetalt. (Foto: Dr © dr)

For præcis en uge siden blev der åbnet op for, at over tre millioner danskere kunne bestille tre uger af deres indefrosne feriepenge.

Indtil videre har 1,8 millioner mennesker bestilt cirka 40 milliarder kroner, viser tal fra ATP.

Men ryger de ind under madrassen, eller bruger vi dem i butikkerne?

Tal fra Danske Bank indikerer, at danskerne allerede er i gang med at svinge dankortet, som politikerne har ønsket.

Det er bankens såkaldte Spending Monitor, som viser, hvad kunderne i banken forbruger.

Og det er tydeligt, at feriepengene har givet mange mod på at gå ud og spendere.

- Danskerne har haft ekstra gang i den, og der er brugt ti procent mere end i samme periode sidste år, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

De fleste har fået feriepengene henover weekenden, men der gik altså ikke lang tid, før de gik til forbrug.

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen er pengene gået til flere forskellige ting.

- Folk har købt hårde hvidevarer og elektronik, men også kosmetik og tøj. Det vidner om, at pengene brænder i lommen hos mange.

Louise Aggerstrøm Hansen tilføjer, at der vil komme mere præcise tal i den kommende tid, når endnu flere har fået udbetalt feriepengene.

Dyrere varer end normalt

Hos prissammenligningssiden Pricerunner mærker man også, at feriepengene hos mange er kommet ind på kontoen.

På siden er der over 40 procent flere søgninger end samme periode sidste år, og i den netop overståede weekend er der langt flere søgninger end i forrige weekend.

Men hvad søger vi efter?

Langt størstedelen af forbruget går til elektronik og ting til hjemmet, siger direktør i Pricerunner Martin Andersen.

- Vi vil gerne have det godt derhjemme. Derfor går mange efter lidt dyrere varer end normalt som for eksempel dansk design.

Det er særligt møbler, lamper og brugskunst, der er højdespringere.

En helt ny på listen er dyre kaffemaskiner.

- Tidligere var det lidt billigere filterkaffemaskiner, men nu er det pludselig maskiner til flere tusinde kroner. Vi vil gerne have lidt bedre kaffe, nu hvor vi er derhjemme, siger Martin Andersen.

'Man vil gerne forkæle sig selv'

At elektronik er en af de steder, der hitter, kan man godt mærke hos Elgiganten i Aarhus.

Der har ellers været stille i mange måneder, men de seneste dage har der været masser at se til.

Det skyldes uden tvivl feriepengene, siger varehuschef Mikkel Rosenbux Lauridsen.

- Folk er købelystne og vil gerne forkæle sig selv. Vi har måtte kalde ekstra folk ind for at følge med.

Hos dem er det er bredt udsnit af varer, der sælger.

- Det er alt fra et nyt fjernsyn eller telefon til en ny højtaler og nye høretelefoner, siger Mikkel Rosenbux Lauridsen.

Hvis du endnu ikke har søgt dine indefrosne feriepenge, så er der frist 1. december. Det kan gøres på borger.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk