Fik du en drone i julegave? Det kan blive dyrt

Er du blevet droneejer, kan det ifølge forsikringsbranchen være en god idé at købe en ekstra forsikring.

De fjernstyrede propelflyvere ender i hænderne på flere og flere almindelige flyveglade danskere. Forhandlere som blandt andre Elgiganten, Power og dronebutikken, Droner Aps, melder om et øget salg af droner til private.

- Der er mange flere, der køber droner nu, fordi teknologien, den er blevet lettere og mere anvendelig, sider adm. direktør i Droner Aps, Frederik Skøt, der siden opstarten i 2013 har tredoblet omsætningen.

Men private skal være opmærksomme på, at der kan følge en stor regning med, hvis droner bliver indblandet i et uheld. En almindelig forsikring dækker nemlig ikke.

- Hovedreglen er, at en indboforsikring slet ikke dækker flyvning med droner, og hvis uheldet er ude, så kan du komme til at betale det af egen lomme, siger Anja Lintrup Sørensen, chefkonsulent hos forsikringsbrancheorganisationen, Forsikring og Pension.

Uanset om du overholder alle flyvereglerne, eller ikke selv er skyld ulykken, er det dig, der skal betale for skaden, siger Anja Lintrup Sørensen. Det skyldes, at droner af flere forsikringsselskaber bliver betragtet som et luftfartøj, og derfor kræver de en særlig forsikring.

Køber: Droneforsikring er "lidt pjattet"

Der lå en drone under juletræet hos familien Toft fra København. Far, Andreas Toft Sørensen, var ikke klar over, at ansvarsforsikringen ikke dækker, hvis hans drenge er uheldige og laver skader med dronen.

- Det overrasker mig faktisk meget. Jeg ser det jo bare som et stykke legetøj, som en fjernstyret bil, siger han.

Selvom forsikring ikke er et krav, så anbefaler Forsikring og Pension, alligevel, at man som droneejer får en forsikring, der dækker droneuheld.

Men det får ikke nødvendigvis Andreas Toft Sørensen til at investere i en.

- Det tror jeg ikke, jeg vil købe, det lyder lidt pjattet i min optik. Men jeg har slet ikke skænket det en tanke, så nu må vi se, siger han.

RETTELSE: Der har tidligere været en video i toppen af denne artikel, men på grund af manglende rettigheder er denne ikke længere tilgængelig.