Finanskrisen og sneboldeffekt har sendt direktørlønninger på himmelflugt

Den førte politik i årene efter krisen gødede jorden for milliongagerne, mener Niels Westergård-Nielsen.

Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen vil gøre op med det, han mener er eksorbitante lønninger til direktørerne i de største virksomheder. (© dr)

Det er et kæmpe problem, at topcheferne kan skrabe så store lønninger ind til sig selv.

Sådan lyder det i dag fra Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen (S), som er klar til at regulere løn til erhvervslivets top. Han mener ikke, at cheferne selv kan styre sig, og derfor må andre styre dem.

Og det er mange millioner, de største topchefer hos landets børsnoterede selskaber hvert år får ind på kontoen.

Direktøren for bryggeriet Carlsberg, Cees 't Hart, ligger i den absolutte top. I 2018 tjente han 52,5 millioner kroner.

Dernæst kommer Lars Fruergaard Jørgensen fra Medicinalvirksomheden Novo Nordisk. Sidste år tjente han 41,3 millioner kroner.

Så hvor mange arbejdere kan man egentlig ansætte for én topdirektørlønning?

Aflønnet som 36 LO-arbejdere

Ifølge en beregning fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, en fusion af LO og FTF, tjente én topdirektør i 2017 det samme som 36 LO-arbejdere.

De baserer deres tal på revisionsfirmaet PwC, der gennemgår lønniveauet i landets største børsnoterede selskaber.

Den samlede aflønning i et gennemsnitligt C25-selskab var i 2017 på 14,6 millioner kroner, mens en arbejder tjente lige over 400.000 kroner om året.

Tilbage i 1983 tjente en topdirektør til sammenligning det samme som syv arbejdere.

Men hvorfor er forskellen blevet så meget større gennem årene?

Det er der formentlig flere årsager til, siger Niels Westergård-Nielsen, der er professor på CBS og står i spidsen for Center for Ejerledede Virksomheder.

Niels Westergård-Nielsen, professor på CBS (© CBS)

For det første at årene efter finanskrisen viste sig at være særdeles lukrative for direktørerne i de største virksomheder.

- Systematisk har man i Danmark og i store dele af Europa ført en politik for at få økonomien i gang igen med en aktiv pengepolitik, og de store virksomheder har kunnet låne penge til meget, meget lave renter.

- Derfor har der også været mange frie midler i de største virksomheder, og så har bestyrelserne kunnet sige, at så skal direktørerne også have noget mere i løn, siger han.

Sneboldeffekt

Netop bestyrelserne og deres sammensætning spiller formentlig også ind på den lønfest, som de store virksomheders direktører har været inviteret til.

- Bestyrelserne i de store selskaber er dels direktørerne selv, der også sidder i andre bestyrelser, og de bliver langsomt enige med sig selv om, at vi godt kan sætte lønnen op. Og så opstår der sådan en sneboldeffekt, lyder det fra professoren.

Gælder kun få virksomheder

Niels Westergård-Nielsen understreger, at den udvikling, som Henrik Sass Larsen i dag kritiserer og ønsker at begrænse, kun gør sig gældende for de allerstørste virksomheder af den type, der har flere end 250 ansatte og for manges vedkommende er børsnoterede.

- Hovedparten af de danske direktører er altså ikke steget så meget i løn, så det er et relativt lille segment på lidt over 600 virksomheder, hvor det er steget voldsomt.

- Tager man en virksomhed med mellem 100 og 250 ansatte, så taler vi en tredjedel af niveauet i forhold til direktørerne i de helt store virksomheder, siger han.

Facebook
Twitter