Finansmarkederne tvivler på Mays fredelige skilsmisse

Kraftige reaktioner viser dyb frygt for et brexit i alt andet end ro og orden.

Pundet faldt 15 øre efter en kaotisk dag i britisk politik. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Den britiske premierminister Theresa May har sikret sig regeringens formelle opbakning til et udkast til en aftale om Storbritanniens skilsmisse med EU i nogenlunde ro og orden.

Sådan lød det i hvert fald i går fra premierministeren selv. Og det lød jo betryggende.

Men efter en kaotisk dag med flere ministres afgang og offentlige opfordringer til premierministerens afgang, frygter investorer og erhvervsliv for aftalen og for premierministerens politiske overlevelse. Og dermed i sidste ende på, at parterne kan skilles i mindelighed.

Theresa May, da hun fortalte, at hendes regering støtter udkastet til en brexit-aftale. (Foto: Andy rain © Scanpix)

Pundet i stormvejr

Pundet er ramt af et af de største enkeltfald i år. Dykket har været så brat, at en britisk tabloidavis ligefrem har lagt en video ud på deres hjemmeside, der viser det hårde knæk i kursgrafen.

Pundet er et vigtigt barometer for stemningen i de internationale finansmarkeder om brexit.

Reelt er finansmarkederne ikke voldsomt optaget af indholdet i skilsmisseaftalens 585 sider, men mere af at der bare kommer en eller anden form for aftale for en kontrolleret overgangsperiode ved udtrædelsen af EU, så man i det mindste ved, hvad der venter. Men det er der nu alvorlig tvivl om.

Det begyndte ellers roligt med en lille stigning til pundet, da premierminister Theresa May onsdag aften foran Downing Street 10 annoncerede sin regerings opbakning til aftale-udkastet, men da brexit-minister Dominic Raab op ad formiddagen torsdag meldte sin afgang, sendte det pundet ud i et større dyk. Flere ministre er siden fulgt efter og faldet er taget til.

I danske kroner røg kursen fra 8,57 kr. til sidst på eftermiddagen torsdag til 8,42 kr. Det lyder af småpenge, men på valutamarkederne er et dyk på 15 øre en voldsom bevægelse, der afspejler dyb bekymring blandt investorerne over den usikre situation.

Myndigheder i alarm

De britiske finansmyndigheder overvåger markedssituationen tæt. Flere medier rapporterer om, at der tidligere på dagen måtte afholdes en telefonkonference for Storbritanniens største banker for at monitorere situationen. Det skete på direkte opfordring fra chefen for centralbanken Bank of England, Mark Carney.

Formålet er at holde skarpt øje med om den finansielle sektor kan holde til markedsuroen, og om de for finanssektoren livsvigtige pengemarkeder fortsat fungerer. Det var en af de ting, der ramte finanssektoren hårdt, da finanskrisen ramte i 2008.

Synkront med udsalget af britiske pund søgte investorerne andre steder hen. Et af de steder har været danske obligationer, og det får renterne herhjemme til at falde. Renten på en 10-årig dansk statsobligation er faldet fra 0,36 procent til 0,31 procent.

Obligationer - og ikke mindst de danske - regnes i markederne for en "sikker havn", hvor man kan skærme sine penge i stormfulde tider. Det vurderer investorerne, at der er brug for lige nu.

Søgningen mod Danmark gavner her og nu de private danske låntagere - ikke mindst boligejere - men før man glæder sig for meget over udsigten til nogle mindre besparelser i husholdningsbudgettet, skal man nok overveje de potentielt skadelige økonomiske effekter af et ukontrolleret brexit, der også vil kunne mærkes ind over danske grænser.

Erhvervsorganisationen for mindre virksomheder betegner situationen som "et mareridt", mens Storbritanniens største erhversorganisation CBI i usædvanligt kraftige vendinger opfordrer til, at at man finder en løsning, der sikrer mod at man må forlade EU uden en aftale.