Finansrådet: Man skal ikke undervurdere bankkunderne

Bankernes organisation mener ikke, at deres produkter er svære at gennemskue.

De mange prissammenligningstjenester gør det muligt at holde styr på, om man bliver brugt som bankens hæveautomat - eller om man har gode priser. Men ikke alle kan overskue det. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Der kan være mange penge at spare, hvis man har øje for, hvad bankerne egentlig tager i gebyrer og renter for deres lån og andre serviceydelser.

Det viser en netop offentliggjort test af 26 banker herhjemme, som Forbrugerrådet Tænk har lavet.

Et bankskifte kan i nogle tilfælde spare en dansk familie med ejerbolig for op til 25.000 kroner årligt.

Uoverskueligt bankskifte

Men det er de færreste, der interesserer sig for, hvad de betaler i banken og gør noget ved det, hvis de betaler for meget i sammenligning med andre banker.

- Priserne er simpelthen så svære at gennemskue at man har svært ved at finde ud af, hvad man betaler i dag i sin nuværende bank, og hvad kommer man til at betale, hvis man skifter over til en ny bank, siger seniorøkonomi Forbrugerrådet Tænk.

Den holdning deler bankernes organisation, Finansrådet imidlertid ikke.

- Jeg synes, at man skal være varsom med at undervurdere bankkunderne. Jeg tror godt, at bankkunderne ved, at der er forskel på bankernes priser. Jeg tror også, at bankkunderne er rigtig gode til at finde ud af, hvad tingene koster, siger Kenneth Joensen, der er juridisk direktør i Finansrådet.

Han fremhæver, at der findes gode prissammenligningssider, hvor man kan sammenligne bankernes priser.

- Det er jo blevet en folkesport at spare penge på alting i dag - dagligvarer og når man køber ny bil. Det gælder også i forhold til banker. Der er adskillige prissammenligningshjemmesider, hvor man kan se, hvad priserne på bankernes produkter er. Jeg mener at bankkunderne har god mulighed for at skaffe sig information om, hvad tingene koster.

Det kan betale sig at forhandle

Men der er ganske få, der rent faktisk gør alvor af det og skifter bank, hvis de er utilfredse.

- Mange mister modet og gejsten, når de begynder at undersøge markedet, og så er det mere overskueligt at åbne en tilbudsavis eller køre rundt efter en bedre benzinpris. Timelønnen ved at forhandle sine renter er dog ofte langt højere, siger projektleder i Forbrugerrådet Tænk, Lars Baadsgaard

Skift bank - sådan

  • Få overblik over dine nuværende priser. - Tjek både renter og gebyrer.

  • Undersøg markedet - Det kan eksempelvis ske hos Mybanker.dk eller pengepriser.dk

  • Bed din nuværende bank om bedre priser - Måske vil de matche konkurrenterne for at holde på dig

  • Sæt gang i skiftet - Hent tilbud hjem fra nogle stykker, prøv at få et bedre tilbud end de giver andre.

  • Få dem til at betale - Nogle vil gerne betale dine omkostninger for at få dig som kunde. Husk at spørge om det. Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Facebook
Twitter