Finanstilsynet kritiserer bankernes kontrol med skattely

Danske banker har fortsat ikke styr på hvidvaskreglerne, skriver Finanstilsynet i panamapapers-redegørelse.

Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet, siger, at bankerne ikke har gjort det godt nok, når de har rådgivet kunder om skattely. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

De danske banker er ikke gode nok til at modvirke kundernes lyst til at flytte penge i skattely.

Det slår den længe ventede redegørelse fast, som Finanstilsynet satte gang i, da verdenshistoriens største læk, panamapapirerne, sidste år satte dagsorden over hele kloden.

- Der er ingen tvivl om, at bankerne ikke har gjort det godt nok, siger Jesper Berg, der er direktør i Finanstilsynet.

Svært ved at skubbe kunder væk

De over 11 millioner dokumenter i lækagen viste blandt andet, at flere danske banker systematisk har hjulpet deres kunder til at flytte formuer i skattely.

Finanstilsynet har gennemgået de oplysninger, som Skat i efteråret købte fra en anonym kilde.

Oplysningerne stammer fra panamapapierne og viste 500 danskeres forbindelse til skattely.

Finanstilsynet vurderer, at bankerne har svært ved at skubbe kunder fra sig, der ønsker at skjule formuer.

- Bankerne oplyser selv, at de ikke har rådgivet om skattemæssige forhold eller off-shore selskabskonstruktioner, men har henvist kunderne til at søge råd hos skatterådgivere.

- Bankerne angiver dog ikke, hvordan de har forholdt sig til kundeønsker om at etablere konti i skattely-lande eller om off-shore selskabskonstruktioner. Sådanne ønsker er alt andet lige mistænkelige i forhold til skatteunddragelse, skriver Finanstilsynet i rapporten.

Flere initiativer

Ifølge rapporten er der fortsat markante problemer med overholdelse af hvidvask-reglerne.

I sommer samlede et flertal i folketinget sig om at udvide Finanstilsynets muligheder for at udstikke bøder - til helt op til 50 millioner kroner.

Finanstilsynet bemærker dog også i rapporten, at bankerne er blevet markant bedre til at overholde hvidvaskreglerne.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) melder sig lige som sin forgænger Troels Lund Poulsen (V) klar til at få sat nye initiativer i søen:

- Vi har i dag haft et godt politisk møde, hvor der var enighed om, at der er behov for en række initiativer. Vi vil nu arbejde videre med henblik på at lave en aftale, siger han i en pressemeddelelse.

Han lægger særligt an til, at der pålægges ledelserne i bankerne et større ansvar:

- Finanstilsynets redegørelse viser, at bankernes ledelse ikke har haft tilstrækkeligt fokus på at sikre, at hvidvaskreglerne bliver overholdt. Det er afgørende, at de øverste ledelsesniveauer i bankerne er bevidste om deres rolle og ansvar på hvidvaskområdet, og det er utilfredsstillende, at en række banker i klar strid med lovgivningen tilsyneladende har risikeret at medvirke til hvidvask. Jeg mener derfor, at der er behov for initiativer, der har fokus på skærpet ledelsesansvar.

Facebook
Twitter