Fire datterselskaber under Norwegian er begæret konkurs

Konkurser påvirker 1.571 piloter og 3.134 kabineansatte i blandt andet Danmark og Sverige.

- Norwegian har gennemført en række tiltag for at reducere omkostningerne, men desværre er pilot- og kabineselskaberne i Danmark og Sverige i dag blevet begæret konkurs, skriver Norwegian. (Foto: © LEFTERIS KARAGIANNOPOULOS, Scanpix)

Norwegians pilot- og kabineselskaber i Sverige og Danmark er begæret konkurs på grund af coronakrisen.

Det oplyser Norwegians koncernchef, Jacob Schram, i en pressemeddelelse.

- Dette er den værste krise, flybranchen nogensinde har befundet sig i, og vi har gjort alt, hvad der står i vores magt, for at undgå det, der nu sker med vores datterselskaber i Sverige og Danmark, siger han.

614 dansk-ansatte fyret

Begæringerne om konkurs i de fire datterselskaber berører ikke moderselskabet Norwegian eller pilot- og kabineselskaberne i Norge, skriver Norwegian. Tre af selskaberne er danske, mens et er registreret i Sverige.

614 personer, der er ansat i de konkursramte danske virksomheder, mister deres arbejde på grund af konkurserne, bekræfter Norwegian over for DR Nyheder. De kan ikke give det præcise antal af fyrede danske medarbejdere, men kommunikationschef Andreas Hjørnholm fortæller, at der er tale om størstedelen af de 614 personer.

I alt påvirker konkurserne 1.571 piloter og 3.134 kabineansatte i Sverige, Danmark, Finland, Spanien, Storbritannien og USA, lyder det fra luftfartsselskabet.

De omkring 700 piloter og 1.300 kabineansatte med base i Norge, Frankrig og Italien berøres ikke af konkurserne, skriver Norwegian.

- Dette har været en ekstrem tung beslutning, og jeg vil på det stærkeste beklage overfor de af vores medarbejdere, der nu bliver berørt, siger koncernchef Jacob Schram.

Flyselskab med kæmpe milliardgæld

Det norske flyselskab har længe været i store økonomiske problemer, som nu er blevet yderligere accelereret under coronakrisen.

Flyselskabet har en gæld på omkring 60 milliarder norske kroner, hvilket klart overstiger deres aktuelle børsværdi, som er halveret den seneste måned. Aktuelt er selskabets børsværdi lige under en milliard norske kroner.

- Norwegian har gennemført en række tiltag for at reducere omkostningerne, men desværre er pilot- og kabineselskaberne i Danmark og Sverige i dag blevet begæret konkurs, lyder det i pressemeddelelsen fra Norwegian.

Norwegian har også forsøgt at få del i statslige ordninger om lånegarantier i både Sverige og Danmark, men indtil videre uden resultat, lyder det fra flyselskabet.

- Den første formelle ansøgning til de svenske myndigheder blev afsendt for en måned siden, men der er fortsat ikke kommet konkrete forslag til likviditetstiltag. Vi har ikke tid til at vente, for denne krise er akut, siger koncernchef Jacob Schram.

Forsøger at få hjælp

Selskabet har også rakt ud til den norske stat for en redningsplanke.

Men for at Norwegian skal få del i statens store hjælpepakke på omkring tre milliarder norske kroner, har den norske regering stillet en række krav.

Blandt andet skal kreditorerne acceptere en udsættelse af betaling af renter og afdrag, og så skal gælden ned og egenkapitalen øges betydeligt, før staten vil stille garantier.

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, har Norwegian sat sig selv på en meget svær opgave.

- Det er ikke umuligt, men det er nok det værst tænkelige tidspunkt nogensinde at skulle ud at forsøge at skrabe penge sammen.

- Det er ikke nemt at få nogen långivere til ligefrem at slette lån og så få aktier i Norwegian i stedet for, sagde han i sidste uge.