Fiskere jubler over undersøgelse af Mærsk-forurening: 'Så er vi ikke i tvivl om udslippets effekt'

Fiskerne håber, undersøgelsen kan give klarhed over, om udslip er årsag til vigende fiskebestand.

Mærsk Oil udledte over 80.000 ton af kemikaliet Scavtreat 7103 i perioden 2005 til 2017. Heraf udgjorde over 80 ton et særligt rødt stof med navnet BAC50, viser DR Nyheders afdækning af sagen. (Arkivfoto). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Miljøminister Lea Wermelin (S) har lovet at igangsætte en undersøgelse af havmiljøet og fiskebestanden i den danske del af Nordsøen.

Det sker efter, at DR Nyheder har afsløret ulovlig kemikalieudledning fra Mærsk Oils danske olieplatforme, og initiativet fra ministeren glæder fiskerne på vestkysten.

Allerede i juli efterlyste Dansk Fiskeriforening en tilbundsgående undersøgelse, da de mener, at udslippet af 80.000 ton miljøskadelige kemikalier kan være én af årsagerne til vigende fiskebestand i området. Det bliver nu en realitet.

- Vi er rigtig glade for, at det bliver sat i gang, så vi ikke er i tvivl om, hvilken effekt udslippet har, siger tidligere fiskeskipper Jesper Juul Larsen, der i dag er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Han oplever, at de vigtige fiskebestande er pressede i Nordsøens sydlige del. At giftstoffer ryger ud til fiskene, kan næppe være fremmende for bestanden, lyder hans vurdering.

- Hver eneste dag står vi model til beskyldninger om overfiskeri. Det kan ligesågodt være en vedvarende forurening, der er skyld i det. Det er nærliggende at tro.

En uvildig undersøgelse

I juli skrev Mærsk Oils nye ejer Total i en e-mail til DR Nyheder, at Total faktisk havde betalt for at få foretaget undersøgelser, som har vist, "at havmiljøet ikke har lidt overlast på grund af fejlene" og at "der er ikke sket målbare ændringer af dyre- og plantelivet omkring boreplatformene".

Resultatet af olieselskabets egen undersøgelse bliver dog ikke taget for gode varer af Danmarks Fiskeriforening, der repræsenterer fiskere over hele landet.

- Vi kan godt lide, at det er en uvildig undersøgelse, der ligger til grund for de tilladelser, der bliver givet til olieselskaberne. Derfor er vi godt tilfredse med, at miljøministeren imødekommer vores anbefaling, siger formand Svend-Erik Andersen.

- Vi har brug for et godt havmiljø, der kan producere gode fiskebestande. Det vi kan se er bare, at der ikke er så stor rekruttering af små fisk, som der tidligere har været, tilføjer han.

Fiskerne er til rådighed

Bekymringen fra fiskerne forstår Lea Wermelin til fulde. Med undersøgelsen vil hun have klarhed over potentielle påvirkninger af økosystemer og fiskebestande fra olie- og gasproduktionen, men også se mere generelt på områdets tilstand.

Undersøgelsen skal ifølge ministeriet indeholde laboratorieforsøg, et modelleringsstudie samt feltstudier med prøvetagning af fisk. Hvem der skal udføre studierne, er endnu ikke besluttet, men fiskerne melder sig klar til at hjælpe, hvis behovet opstår.

De kommer gerne med gode råd til, hvad der skal undersøges og hvordan, siger Jesper Juul Larsen, formand for Sydvestjysk Fiskeriforening:

- Hvis vi får spørgsmålet, så står vi gerne til rådighed. Vi ved jo alt om strøm, vind og vejr.

Ministeriet oplyser, at undersøgelserne kan tage op til to år. Staten betaler regningen for undersøgelserne.