Fiskeriflytning: Nu må medarbejdere ikke sidde i samme lokale

Statsministerens flytning af fiskeriet kræver nu, at fiskerimedarbejdere isoleres fra kollegaer.

En af grundene, til at Lars Løkke Rasmussen flyttede fiskeriområdet væk fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), var, at ministeren stod til at blive væltet. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Medarbejdere, der ellers har arbejdet side om side i Landbrugsstyrelsen, skal på grund af skrappe krav til it-sikkerhed for fremtiden adskilles af etager, vægge og fysiske bygninger.

Det sker som konsekvens af, at fiskeriområdet er flyttet væk fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

- Det er dybt frustrerende. Nu har vi i snart mange år arbejdet på at udnytte synergier og vidensdele for at skabe en dynamisk og velfungerende organisation. Ofte arbejder man lidt med det ene og mere med det andet område. Det gør den her bodeling meget problematisk, siger Michael Jensen, der er tillidsmand for HK'erne i Landbrugsstyrelsen i København.

Høj it-sikkerhed

Som den ene af to styrelser lever Landbrugsstyrelsen op til særlige it-sikkerhedskrav kaldet iso-27001.

Det betyder blandt andet, at kontormiljøerne skal være spærret af, så det kun er certificerede medarbejdere, der har adgang til de data, styrelsen arbejder med.

Men efter Lars Løkke Rasmussen i august flyttede fiskeriområdet over i Udenrigsministeriet, er fiskerimedarbejderne nu ansat i en anden juridisk søjle.

Derfor mister de deres iso-certificering og må ikke længere dele kontor med deres kolleger, selv om arbejdsopgaverne er præcis de samme, som de var før.

- Det virker jo lidt kunstigt, at de medarbejdere, vi sidder ved siden af og arbejder med, nu ikke længere kan komme ind i Landbrugsstyrelsen, siger Lars Bonde Eriksen, der er formand for Foreningen af Tekniske og Administrative Embedsmand.

Han arbejder selv som fiskeriinspektør på Nyropsgade i København, hvor Landbrugsstyrelsen har hovedsæde.

Ny bygning i Augustenborg

Landbrugsstyrelsens presseafdeling oplyser, at fiskerimedarbejdere i Landbrugsstyrelsen ikke flyttes ud på nye adresser. Den nye organisering skal foregå på de adresser, hvor fiskeri- og landbrugsmedarbejdere i dag deler kontorer.

Det gør de i afdelingerne i København, Augustenborg, Ringsted, Kolding og Randers.

DR Nyheder er i kontakt med flere medarbejdere i styrelsen.

Kun få ønsker at udtale sig på grund af en stram kommunikationspolitik i Miljø- og Fødevareministeriet. Men ifølge medarbejdere i styrelsen skal der indrettes en særskilt etage på Nyropsgade og installeres en lås i elevatoren, så fiskerimedarbejderne ikke kan komme ind til kollegaerne i Landbrugsstyrelsen.

I Landbrugsstyrelsens afdeling i Tønder, som beskæftiger 104 medarbejdere, arbejder to personer udelukkende med fiskeri.

De skal nu enten isoleres i et lokale, så de ikke længere kan være i kontakt med de øvrige medarbejdere. Eller flyttes til Augustenborg, 80 kilometer væk fra Tønder.

Her skal en ny bygning tages i brug for at adskille fiskeri- og landbrugsmedarbejdere.

Toptunet organisation

Alt sammen for at sikre, at Landbrugsstyrelsen holder fast i sin iso-certificering.

- Vi synes ikke, det giver mening, og det giver en negativ påvirkning af kulturen i organisationen, siger Michael Jensen.

Landbrugs- og fiskeristyrelsen blev fusioneret i 2011, men har de senere år været påvirket af udflytningen af 400 medarbejdere til Augustenborg. Nu følger så en opsplitning af styrelsen, som betyder, at 268 medarbejdere flyttes over i Udenrigsministeriet.

- Det er dybt besynderligt, at man splitter en organisation op, der fusionerede i 2011. Man har brugt millioner af skattekroner på at samle og toptune den her organisation, siger Michael Jensen, er understreger, at han udtaler sig på medarbejdernes vegne.

Brexit, Rigsrevisionen og Esben Lunde

Den 7. august meldte Lars Løkke Rasmussen ud, at fiskeriområdet straks blev flyttet til Ministeriet for Nordisk Samarbejde og Ligestilling under Karen Ellemann.

Beskeden kom få dage før en kritisk beretning fra Rigsrevisionen, der i hårde vendinger kritiserede Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af fiskekvoter.

Samtidig var Esben Lunde Larsen kommet på kant med fiskeriordførerne i Folketinget, som truede med at vælte ham.

Statsministeren begrundede flytningen med, at det politiske samarbejde var på frysepunktet. Men han henviste også til Rigsrevisionens kritiske rapport og fremhævede, at Brexit-forhandlinger om fiskekvoter gjorde det meningsfyldt af placere fiskeriet i Karen Ellemanns ministerium i Udenrigsministeriet.

Fredag fortalte DR Nyheder, at opsplitningen af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen koster 28 millioner kroner de to første år og dernæst 7,3 millioner kroner om året i dyre it-licenser.

Med i udgifterne er blandt andet efterlevelse af iso-krav. I udgiftstabellen, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, fylder den post sammen med flytteomkostninger 1,5 millioner kroner.

Men de samlede udgifter til en ny Fiskeristyrelsen bliver langt højere, vurderer Michael Jensen, tillidsrepræsentant i Landbrugsstyrelsen i København.

- Der skal ansættes ny direktør og ny vicedirektør, der skal flyttes rundt og laves en ny organisation. Det er en bekostelig affære, og jeg tror, at de 28 millioner kroner bliver en meget lille brøkdel af, hvad det samlet kommer til at koste også for interessenterne, som rammes af det her, siger Michael Jensen.

Løkke: Nøje overvejelser

Under gårsdagens spørgetime i Folketinget stillede Socialdemokratiet spørgsmål til opsplitningen af Landbrugsstyrelsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ønskede ikke at forholde sig til, at medarbejderne nu skal fysisk fjernes fra hinanden på grund af iso-kravene.

Men han sagde om beslutningen om at flytte fiskeriområdet til Udenrigsministeriet:

- Når jeg som statsminister traf beslutning om at gennemføre en ressortomlægning, så skete det selvsagt efter nøje overvejelser, og det var et resultat af vurderinger af, hvordan regeringsarbejdet bedst varetages, sagde statsministeren.

- Der var flere grunde til at flytte ressortansvaret. Først og fremmest var der en beretning fra Rigsrevisionen på vej, som tegnede et alvorligt billede af forvaltningen af fiskekvoter.

- Og så indgik der også to andre overvejelser nemlig det forhold, at vi står over for nogle tunge brexitforhandlinger, der er vigtige for dansk fiskeri, som derfor gør det naturligt at forankre det i Udenrigsministeriet og endelig ja, for det tredje, at jeg troede og fortsat tror, at det var en rigtig vurdering at der også politisk var behov for at få en frisk start, sagde han.

- Ikke i orden

Hos medarbejderne i styrelsen er beslutningen om at flytte fiskeriområdet dog udelukkende blevet tolket som personligt motiveret for at redde minister Esben Lunde Larsen fra en fyring.

- Jeg har ikke talt med en eneste medarbejder, som udtrykker faglig forståelse for den her organisationsændring, det her tolkes alene som politisk og personligt motiveret, siger Michael Jensen.

Også Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, mener alene, at flytningen af fiskeriet handlede om at redde Esben Lunde Larsens ministerliv.

Kollerup ærgrer sig over, at det nu har konsekvenser for medarbejderne i Landbrugsstyrelsens fem afdelinger, hvor fiskeri og landbrug i dag er blandet sammen:

- Statsministeren har brugt 28 millioner kroner på sin beslutning om at redde en ministerkarriere, penge som hverken skatteborgere eller dansk fiskeri har fået noget ud af.

- Nu viser det sig, at medarbejderne på fiskeriområdet bliver isoleret på deres egen arbejdsplads. Det er altså bare ikke i orden, og jeg synes, det er decideret arrogant, at statsministeren ikke vil ofre ét eneste ord på den situation, han med sin beslutning har sat medarbejderne i, siger Simon Kollerup, Socialdemokratiets fiskeriordfører.

Landbrugsstyrelsen oplyser, at de ikke kan gå i detaljer med, hvordan de fysiske rammer bliver, før styrelsens medarbejdere er informeret. Det er de efter planen fredag.

Facebook
Twitter