Flere danske bygge-virksomheder er ramt af ondsindet computervirus

Brdr. Dahl, Optimera og Øland er blandt andre ramt af verdensomspændende hackerangreb.

Brødrene Dahl omsætter for fire milliarder kroner om året og beskæftiger 1.100 medarbejdere. Nu er virksomheden ramt af et hackerangreb. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Den verdensomspændende byggekoncern Saint-Gobain er lige som en række store virksomheder blevet ramt af en ondsindet virus, der har lagt it-systemer ned verden over.

Saint-Gobain ejer blandt andre den danske grossistvirksomhed Brødrene Dahl, der har 1.100 ansatte og 52 butikker i Danmark.

Brødrende Dahl er lige som resten af koncernen lagt ned af hackerangrebet.

- Jeg kan bekræfte, at angrebet har lukket for systemerne på tværs af hele Saint-Gobain-koncernen, siger Morten Starup, der er kommunikationschef i Saint-Gobain Nordic.

Da Saint-Gobain blev ramt i går eftermiddag, besluttede koncernen straks at lukke ned for alle it-systemer.

Også datterselskabet Optimera, der har 15 store byggemarkeder og en stor nethandel i Danmark er lagt ned af angrebet.

Det er i øjeblikket ikke muligt at tilgå kædens hjemmeside.

Telefoner og kuglepenne

Et andet af Saint-Gobains danske datterselskaber, der er ramt af hackerangrebet, er VVS-firmaet Øland, der har ni afdelinger i Danmark.

- I lighed med andre store virksomheder, er Saint-Gobain world-wide blevet ramt af et hackerangreb. Af sikkerhedsgrunde og for at beskytte vore data har Saint-Gobain lukket vores it-systemer, skriver Øland på sin hjemmeside.

Øland skriver på sin hjemmeside, at de har været udsat for et hackerangreb. (Foto: screenshot)

Det er stadig muligt at bruge de berørte selskaber, oplyser Morten Starup.

Men det er de gammeldagsmetoder, der nu tages i brug.

- Vi betjener kunderne manuelt med telefon og kuglepen, siger han.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at det er virusset Petya, der har ramt Saint-Gobain-koncernen. Dette kan vi dog ikke med sikkerhed sige nu. Så det er fjernet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk