Antallet af dødsulykker på arbejdspladser var højere sidste år end i 2006.
I alt døde 64 efter en ulykke på arbejdspladsen i 2007, og det er især byggepladser og landbruget, der er synderne.
Jens Jensen, der er direktør for Arbejdstilsynet siger, at tilsynet ser med stor alvor på den stigning, opgørelsen viser.
- Bag hver enkelt dødsulykke gemmer der sig en tragisk historie. Først og fremmest for familie og pårørende til de dræbte, men vi ved, at dødsulykker også er en voldsom følelsesmæssig belastning for kolleger og arbejdsledere, siger han.
I januar måned i år lancerede beskæftigelsesministeren en plan, der skal få antallet af arbejdsulykker ned. Det skal blandt andet ske ved hjælp af højere bøder.