Flere elever bruger snyde-værktøj

Opgaveportalen studienet.dk har fået 16 procent brugere i forhold til sidste år. Rektorforeningens formand Jens Boe Nielsen siger, at det dels skyldes flere elever - men også at snyd er blevet mere udbredt.

(© colourbox)

Når fredagsbaren og samvær med vennerne trækker mere end Adam Oehlenschläger og andengradsligninger, så falder nogle gymnasieelever for fristelsen til at snyde - og kopiere dele eller hele deres aflevering fra nettet.

Og det er der tilsyneladende flere elever, der gør. Ny statistik fra Foreningen af Danske Internetmedier viser, at antallet af brugere på opgaveportalen studienet.dk er steget hele 16 procent fra august 2009 til august i år.

Rektor: Mere snyd

På Studienet kan man downloade færdige afleveringer indenfor stort set alle fag og emner. Afleveringerne kan selvfølgelig bare tjene til legitim inspiration. Men selvom det nok er formålet for nogle, så tror Jens Boe Nielsen, der er formand for rektorforeningen ikke, at det er hele forklaringen.

- Jeg ser det dels som et udtryk for, at der er kommet flere elever, og dels at brugen af og kendskabet til portalen er blevet mere udbredt på. Og vi oplever klart, at flere og flere snyder, siger han og fortsætter:

- Et af problemerne er, at de ikke selv opfatter det som snyd. De er vant til bare at tage noget fra nettet, uden at skrive, hvad det egentlig er, de har produceret selv. Vi prøver at sige til dem, at de skal huske at citere og bruge citationstegn. Men alligevel, når man snakker med kollegerne, så er oplevelsen, at det er blevet mere og mere almindeligt at snyde, siger Jens Boe Nielsen til DR Nyheder.

Flere får advarsler

Rektorformanden oplever derfor også, at flere elever får advarsler for snyd:

- Vi fører ikke statistik på det, men langt flere får en skriftlig advarsel, siger han og tilføjer, at lærerne ruster sig godt til at fange de elever, der ikke kan lade vær med at snyde:

- Vi har et abonnement på Studienet.dk på mit gymnasium, så lærerne kan gå ind og søge og tjekke, siger Jens Boe Nielsen.

Rektorformandens fornemmelse er dog, at de fleste holder op med at fuske, når de først har fået en skriftlig advarsel, og næste skridt er bortvisning:

- Hvis man sætter en tilstrækkelig hård trussel, så plejer det at virke, siger han.

Facebook
Twitter