Flere kommuner nær faretruende grænse: Nu kommer en række borgmestre med opråb

Grænsen for, hvornår kommuner skal lukkes automatisk ned, bør hæves, lyder det fra flere.

Hørsholm Kommune har været den seneste kommune, der har været lukket ned på grund af for høje smittetal. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Det kan gå ultrastærkt. Og der skal faktisk ikke meget mere end en hyggelig Champions League-aften med gutterne til for at vælte læsset.

Det måtte Hørsholm Kommune sande for få uger siden, da ni unge mænd blev konstateret coronasmittede efter en hyggelig aften.

Herefter bredte smitten sig hurtigt til venner og familie, og på nærmest ingen tid havde kommunen et så højt smittetryk, at de måtte lukke ned for skoler og erhvervsliv.

Hørsholm er nu genåbnet, så der er for tiden ikke nogen nedlukkede kommuner, men flere flirter med nedlukningsgrænsen, som er 250 smittede per 100.000 indbyggere på en uge.

Derfor kommer flere borgmestre i København og omegn nu med et opråb.

Det er på tide at hæve grænsen for, hvor mange smittede der skal til, før kommunen automatisk lukker ned.

Det vil nemlig kunne få store konsekvenser for både økonomien og indbyggernes trivsel, hvis man ramler ind i en ny nedlukning.

- De grænser, der er nu, er alt for lavt sat. Der skal ikke ret meget til, før det går galt, og så skal man lukke et sogn eller en hel kommune. Det har altså ret store konsekvenser for det private erhvervsliv og de børn, der ikke kan komme i skole, siger Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K).

Den konservative borgmester står ikke alene. Også borgmestrene i Ishøj, Rudersdal og Hørsholm er utilfredse med de nuværende regler.

Vil ikke 'acceptere regerings-overvågning'

Hørsholm er netop genåbnet efter lidt over en uges nedlukning. Og her er borgmesteren bestemt ikke tilfreds med, at de måtte lukke kommunen ned.

- Jeg synes ikke, at det giver mening med rigide nedlukninger i syv dage i træk. Det, der hjælper, er at inddæmme smitten.

- Man skal selvfølgelig lukke et gymnasium, hvis der har været meget smitte, og så skal vi selvfølgelig følge op og isolere alle omkring de smittede. Men at lukke hele erhvervslivet ned, det giver simpelthen ikke nogen mening, siger borgmester Morten Slotved (K).

Hvordan ville du have, at man skulle vurdere de enkelte ting, hvis man ikke har nogle konkrete tal at forholde sig til?

- Jeg vil ikke acceptere den der regerings-overvågning. Jeg tror godt på, at vi i de lokale samfund kan vurdere, hvor der skal lukkes, siger borgmesteren.

Casper Kønig fra restaurant Krøgers Have krydser fingre for, at Frederiksberg Kommune kan holde sig fri af nedlukningen.

Restaurant frygter nedlukning

Mens Hørsholm Kommune igen kan ånde lettet op - i hvert fald for en stund - så er der erhvervsdrivende i andre kommuner, som stadig må holde vejret.

På Frederiksberg er smitten for eksempel på jævn fremmarch, og kommunen har netop nu det næsthøjeste incidenstal i landet.

Og det er noget, de har lagt mærke til på restauranten Krøgers Have.

- Jeg tjekker incidenstallene hver dag for at se, hvor vi ligger. Vi håber selvfølgelig, at det ikke går yderligere op, men det ser lidt skidt ud lige nu, siger indehaver Casper Kønig.

Hvilke konsekvenser vil det have for jer, hvis I bliver lukket ned?

- Det er dyrt hver gang, man lukker op og ned. Jeg har valgt kun at ansætte faste kokke i år og ikke tjenere. Der kører jeg på afløsere, fordi det er så usikkert det hele, siger han.

Det er dog ikke kun på bemandingssiden, at Casper Kønig tager sine forholdsregler.

Når der for eksempel skal indkøbes liflig fadøl til de tørstige danskere, så er det heller ikke, som det plejer.

- Jeg bestiller cirka halvdelen af, hvad jeg normalt gør. Jeg vil sikre, at der er nok til vores gæster, men jeg vil heller ikke brænde inde med det, siger han.

Ekspert er ikke afvisende for ændring

Med et incidenstal på lige under 195 er Frederiksberg dog stadig et lille stykke fra at nå nedlukningsgrænsen på 250.

Det kan dog alligevel være en god idé at give den grænse et servicetjek, vurderer ekspert.

I den politiske aftale, der blev præsenteret i nat, lød det, at man fastholder de samme grænser for, hvornår de enkelte kommuner eller sogne skal lukkes ned. Men den nye genåbning vil betyde flere nedlukninger, lyder det fra Statens Serum Institut.

Med det in mente bør man også overveje at hæve nedlukningsgrænsen, lyder det fra professor i eksperimientel virologi Allan Randrup Thomsen.

- Der er blevet forhandlet frem til en yderligere åbning, der vil give en vis stigning i smitten. Når man har en planlagt stigning, så skal man også sørge for at justere grænserne, men det er klart, at man ikke skal have grænserne så højt op, at de ikke har en effekt smittedæmpende set, siger han.

Næste del af genåbningen kommer 21. maj - er det ikke for tidligt at skrue på grænserne?

- Nej, tværtimod. Man kan konkludere, at der med genåbningerne kommer en vis smittestigning. Hvis man sætter grænserne for lavt, vil det betyde, at mange kommuner nemt kommer over grænsen. Derfor skal det løbende justeres, så de passer med de forventede smittetryk, siger Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet.

Allan Randrup Thomsen er dog ikke enig med blandt andet Hørsholms borgmester i, at det skal være op til den enkelte kommune, hvorvidt de ønsker at lukke ned.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk