Flere kvinder køber aktier - og de investerer både langsigtet og grønt: 'Det kan mænd lære noget af'

Et stigende antal kvinder investerer i aktier. Og det er ikke alene godt for kvinderne, siger investeringseksperterne.

(Foto: © (Grafik) Morten Fogde Christensen)

- Jeg håber jo på, at jeg kan få mine penge til at yngle, så jeg en dag kan købe et federe hus, end jeg ellers ville kunne.

Sådan siger 22-årige Birgitte Wolmar, som er en af de mange nye kvinder på aktiemarkedet, der er gået i gang med at forvandle opsparing til investeringer.

Hun studerer erhvervsøkonomi i Aarhus, og selvom hun endnu ikke tjener mange penge, så investerer hun det, hun kan - blandt andet sin børneopsparing.

- Jeg gør det både, fordi jeg synes, det er spændende, men også fordi ideen om, at min opsparing bliver spist af inflation og negative renter, ikke er rar.

Det er især unge i 20'erne, der i stigende grad er begyndt at handle aktier, som DR Nyheder kunne fortælle i går. Men hen over alle aldersgrupper er der også en stigning i antallet af kvinder, der er begyndt at investere.

Grund til glæde

Nogle af dem, der fejrer kvindernes massive indtog på aktiemarkedet, er netværket Moneypenny and More, der har som erklæret mål 'at inspirere flere danske kvinder til at investere'.

Ifølge partner i Moneypenny and More, Linnéa Schmidt, har netværket oplevet en nærmest eksplosiv interesse fra kvinder, der gerne vil i gang med at handle aktier. De første fire år, netværket eksisterede, fik de 10.000 medlemmer. Men det seneste år alene steg antallet af medlemmer med yderligere 25.000.

- Vi får stadig nye medlemmer hver dag, og det er virkelig dejligt at følge alle dem, der fejrer deres første aktiekøb, siger Linnéa Schmidt.

Det glæder også både Landechef i Nordnet, Anne Buchardt, og Danske Banks investerings strateg, Lars Skovgaard Andersen, at flere kvinder aktivt investerer nu.

- Det handler om ligestilling, siger Anne Buchardt.

Og Lars Skovgaard Andersen er enig.

Han peger på, at alle selvfølgelig kan have glæde af at investere deres penge fremfor at lade dem stå og trække negative renter i banken. Men kvinder bekæmper samtidig en social arv, hvor det traditionelt har været mænd, der tjente penge og også investerede, mens kvinder stod for hus og børn.

- Den verden, vi lever i, er ikke længere kønsopdelt på den måde. Og selvfølgelig skal kvinder have lige så meget råderet over deres penge og lige så stor mulighed for at investere sig til mere økonomisk frihed.

Derfor glæder Lars Skovgaard Andersen sig også over, at der stille og roligt er kommet en næsten ligelig fordeling af mandlige og kvindelige investorer i Danske Bank - nemlig 46 procent kvindelige investorer og 54 procent mandlige.

Sådan gør kvinderne - og det kunne mænd lære af

Når Moneypenny and More rådgiver kvinderne, så handler det typisk om, hvordan man kommer i gang.

- Jeg får tit spørgsmålet: 'Hvad gjorde du?' Men der er også spørgsmål til de enkelte aktier, hvilke investeringsfonde der findes og hvilke, der er gode, siger Linnéa Schmidt.

Derudover hæfter hun sig ved, at kvinder ofte er interesserede i bæredygtige aktier. Ikke kun i forhold til miljø og grøn energi, men også om firmaerne, de investerer i, har diversitet i deres ledelser og bestyrelser.

- I det hele taget oplever jeg, at kvinder ofte har en mere holistisk tilgang til aktiehandel. De tænker ikke kun på at få en hurtig gevinst, men også på hvad de gerne vil opnå med deres investeringer. Også i forhold til hvordan det kan få betydning for deres egen fremtid, siger hun.

Birgitte Wolmar, 22 år, har investeret sin børneopsparing i aktier. (Foto: © (Privat foto))

Sådan var det også for Birgitte Wolmar.

- Jeg går op i at lægge mine penge i bæredygtige virksomheder. Så støtter jeg dem indirekte, så de kan gøre mere for klimaet. Men jeg gør det selvfølgelig også, fordi jeg tror, det er en god forretning.

En anden tendens er, at kvinder typisk handler lidt mindre end mænd, når de først går i gang.

- Kvinder har simpelthen mere ro på og lægger en mere langsigtet strategi, hvor de ikke regner med at få et afkast før om mange år, siger Linnéa Schmidt.

Og selvom der selvfølgelig også er mænd, der tænker langsigtet, kan de over en bred kam godt lade sig inspirere af den tilgang, mener Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank.

- Det er ikke nødvendigvis smart at investere grønt, hvis man ikke kan regne med, at de grønne aktier giver noget afkast. Men det kan være fint, at have noget, man brænder for. Og så kan det være en god ide, at have lidt is i maven og ro på.

Og det har kvinder mere af, er Anne Buchardt fra Nordnet enig i.

- Kvinder er bare bedre til at holde fast i deres aktier i længere tid. Det kan mænd lære noget af.

Og at det kan ende med et større afkast, hvis man handler lidt mindre og er lidt mere tålmodig, er også et råd, Linnéa Schmidt giver.

- Ikke mindst fordi, at jo mere du handler, jo flere transaktionsgebyrer skal du betale,

Birgitte Wolmar har prøvet at sælge en aktie for tidligt i panik over, at den pludselig faldt. Men generelt tænker hun mere langsigtet.

- Jeg har haft finansiering på studiet, og jeg har lært, at sandsynligheden for at tjene er større, ved at holde på aktierne i lang tid.

Indtil videre er hun godt tilfreds med måden, det går på

- Jeg har allerede forøget min opsparing med cirka 20 procent.