Flere må dreje nøglen om: Møbelfirma mistede pusten og trak stikket

Nye tal viser stigning på mere end 30 procent i kuldsejlede virksomheder.

Det manglende salg kombineret med opbygget gæld blev for meget for Gert Jakobsen, der måtte dreje nøglen.

I fem år har møbelvirksomheden Designers First haft kontor og lager i Vejle.

Men nu står lokalerne gabende tomme hen, fortæller stifter Gert Jakobsen.

- Der er ingen medarbejdere, selskabet er stoppet, siger han.

Virksomheden gik konkurs i oktober, efter salget var faldet med 50 procent siden sidste sommer.

- De sidste fire-fem måneder har vi set svigtende salg og faldende omsætning, siger Gert Jakobsen.

Se Gert Jakobsen vise rundt i de tomme lokaler:

Tusindvis af konkurser i år

Møbelvirksomheden fra Vejle er langt fra alene.

I årets første 11 måneder har 2.581 virksomheder med en omsætning på over en million kroner det seneste år eller med minimum en medarbejder ansat drejet nøglen om.

Det er en stigning på mere end 30 procent sammenlignet med samme periode sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge Gert Jakobsen var det flere ting, der var med til at vælte læsset hos møbelvirksomheden.

Det manglende salg kombineret med en opbygget gæld blev for meget for virksomheden.

- Siden coronaens indtog har vi set voldsomme prisstigninger på vores danskproducerede produkter. Og vi har et lån ved Vækstfonden, som vi skal til at afdrage på, siger han.

Økonomer: Flere sager på vej

Spørger man cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre, så peger pilen i retning af endnu flere konkurser den kommende tid.

- Omfanget af konkurser styrer mod det højeste i de seneste 12 år, siger han.

Dels har rigtig mange virksomheder optaget coronalån hos staten, som de nu skal betale tilbage.

Og så er virksomhederne også hårdt ramt af de stigende priser - og det vil tage livet af endnu flere virksomheder de kommende måneder, vurderer Jeppe Juul Borre.

- Jeg forventer at konkursniveauet fra nu af kommer til at ligge på et højre niveau over en periode. Det næste, vi venter på, er den dalende efterspørgsel, siger han.

Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, peger også på, at eftervirkninger fra corona er skyld i flere konkurser, fordi hjælpestøtteordningerne nu er udløbet.

Det er særligt byggebranchen, der er ramt af konkurser. Men også brancherne erhvervsservice, detailhandel og restauranter er hårdt ramt, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Byggeri og restauranter ligger i øjeblikket cirka 110 procent højere end niveauet i 2019, mens detailhandel, transport og erhvervsservice ligger cirka 50 procent højere. Eneste undtagelse er kategorien industri, der ligger på samme niveau som i 2019.

Den seneste tid har budt på højere priser og renter for forbrugerne, hvilket forventes at dæmpe forbruget. Men ifølge Las Olsen er det stadig for tidligt at lede efter effekterne af den svagere efterspørgsel.

- De ting kommer oveni, og det betyder, at der formentlig er yderligere stigninger i antallet af konkurser på vej over de kommende år, lyder det i hans kommentar.