Flere østeuropæere bosætter sig i Danmark

I stedet for at sende pengene hjem til familien slår flere østeuropæere sig ned her i landet, viser nye tal.

Flere østeuropæere vælger at slå sig permanent ned her i landet, og fagforbundet 3F melder om flere indmeldelser fra østeuropæere (arkivfoto) (Foto: Simon Ladefoged)

Ud af de knap 55.000 beskæftigede østeuropæere med bopæl i Danmark, har 28.000 haft deres danske CPR-nummer siden 2010 eller endnu tidligere. Det viser tal fra Jobindsats, skriver Berlingske.

Det tyder ifølge Jonas Felbo-Kolding, der forsker på Københavns Universitet i østeuropæeres integration på det danske arbejdsmarked, på, at en stigende andel af østeuropæere slår sig ned i Danmark permanent.

- Pengene bliver et middel til at realisere drømmen om et godt liv i Danmark, hvor ting som sundheds- og uddannelsessystemet også vægtes højt. Alt andet lige har denne gruppe ikke den samme mulighed for at presse lønningerne, som sæsonarbejderne har, fordi de også skal bruge deres penge her, siger han.

90.000 østeuropæere arbejder i Danmark

I 2014 var der omkring 90.000 østeuropæere, der arbejdede i Danmark, hvis man tæller pendlere med, skriver avisen.

Da leveomkostningerne i deres lande ofte er lavere end i Danmark, har det gjort deres adgang til sociale ydelser og deres løn til en politisk diskussion.

Det har ifølge forsker ved Center for Europæisk Politik Dorthe Sindbjerg Martinsen fjernet fokus fra, hvorvidt den østeuropæiske arbejdskraft er et plus for statskassen.

Bidrager til samfundet

Hun peger i Berlingske på, at beregninger viser, at østeuropæere altovervejende bidrager til det danske samfund.

3F's forbundssekretær Søren Heisel fortæller til avisen, at stadig flere østeuropæere melder sig ind i fagforeningen.

Underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Erik Simonsen understreger overfor Berlingske, at Danmark "på ingen måde kunne klare sig uden de mennesker".

/ritzau/

Facebook
Twitter