Flere pendler med fly

Lave flypriser betyder, at danskerne pendler over store afstande, når de skal på arbejde. Det har specielt bornholmerne gavn af.

På Bornholm har cirka 1000 beboere fortalt deres kommune, at de har arbejdsplads uden for øen. (Foto: sue_r_b © Stock.xchng)

Flemming Hansen flyttede for et år siden fra Stenløse uden for København til Tejn på Nordbornholm, men beholdt sit job som direktør for to lokalaviser i Hovedstaden.

For transporttiden med bil og fly på omkring halvanden time kan han sagtens leve med.

- Der, hvor jeg boede før, i Stenløse, brugte jeg måske en time, fordi man sad i kø diverse steder, siger han.

300 bornholmere flyver på arbejde

Og antallet af borgere, der vælger at pendle med fly, er stigende, lyder det fra skattecentrene i både Aalborg, Hjørring og på Bornholm.

På Bornholm har cirka 1000 beboere fortalt deres kommune, at de har arbejdsplads uden for øen, og ifølge flyselskabet Cimber Air flyver knap 300 af dem frem og tilbage dagligt.

Kan slappe af på flyveturen

For seks-syv år siden gjaldt det kun for et par håndfulde, siger afdelingschef i Skat Bornholm, Tom Nielsen, der har ét klart bud på årsagen: Lave priser på at flyve fra Bornholm til København.

Den er nede på 6-700 kroner om dagen, og de penge hentes hjem igen. Både i kraft af lavere huspriser, så den daglige husleje bliver 400 kroner mindre end sjællændernes. Og et højt befordringsfradrag sparer flypendlerne for mindst 263 kroner om dagen i skat. Derfor har Flemming Hansen erstattet bilkøerne med en flyvetur.

- Så kan man få en kop kaffe, når man sidder i flyveren, og slappe af. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har fortrudt, siger han.

Facebook
Twitter