FLSmidth anklages for dødsfald

Flere hundrede minearbejdere er døde på grund af FLSmidth, der er en af Danmarks største koncerner. Sådan lyder anklagen fra både pårørende og politikere.

FLSmidth har ladet minearbejdere bryde asbest uden nogen form for beskyttelse, velvidende at asbest er livsfarlig at indånde.

Det skildrer DR1 dokumentaren "Den danske dødsmine", mandag aften.

Programmet afdækker, hvordan FLSmidth gennem mange år har drevet en asbestmine på Cypern.

Læger bakker op

Her vurderer læger og advokater, at flere hundrede kan være døde på grund af asbestminen.

- Når vi arbejdede inden for, så blev vi helt totalt hvide af støv, fortæller Giannis Stylianou Vrontis. Han og næsten alle byens mænd arbejdede frem til 1990 med at hakke asbestfibre ud af bjerget. Byen hedder i øvrigt Amiandos, der betyder asbest.

Asbesten blev fragtet til Ålborg, til Dansk Eternit Fabrik, der dengang lavede tagplader.

Her bar de ansatte i årevis masker, og asbesten blev håndteret i lukkede systemer.

Dansk viden blev ikke overført

Indånder man asbest, risikerer man bl.a. at få den sjældne kræftform, der hedder lungehindekræft.

Der kan gå 20-30-40 år inden sygdommen bryder ud, men når det sker, er den smertefuld, ikke til at standse, og man dør typisk indenfor et år.

Danske læger vurderer, at mindst 500 mennesker er døde som følge af deres arbejdstid med Asbest på Dansk Eternit Fabrik i Aalborg, som ejes af FLSmidth.

Cypern ladt i stikken

På Cypern fik medarbejderne i minen hverken masker eller advarsler om, at asbesten var farlig at indånde.

Og det på trods af, at både danskere og cyprioter på nøjagtigt samme tid arbejdede for nøjagtigt samme firma: Den store danske industrikoncern FLSmidt.

- Selskabet har intet sagt om støv. Hvis vi vidste det, ville vi ikke ha' arbejdet derude! Det ville vi ikke, siger en oprevet Giannis Stylianou Vrontis.

Mange med kræft

Han fik for to år siden diagnosen kræft. Det har flere af hans tidligere kolleger fået, og flere er døde af sygdommen.

Minen lukkede i 1990. Netop nu er fagfolk og pårørende ved at undersøge, om de kan rejse sag mod FLSmidth.