FOA-formand: Forligsmanden vil ikke udsætte en konflikt - det her er sidste chance

Dennis Kristensen siger til sine tillidsrepræsentanter, at forligsmanden ikke planlægger at udskyde en konflikt.

FOA-formand Dennis Kristensen under sit interview, der blev vist for FOA's tillidsrepræsentanter, der er samlet i Odense. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

Det er nu eller aldrig.

Forligsmand Mette Christensen har nemlig ikke planer om at udsætte en storkonflikt med endnu 14 dage, som ellers er en mulighed.

Derfor skal der falde en aftale i den absolut sidste forhandlingsrunde i dag.

Det fortæller FOA-formand Dennis Kristensen i et videolink til 2.000 tillidsrepræsentanter, som er samlet i Odense i dag.

Offentlig overenskomst

Landets offentlige ansatte skal have nye overenskomster. Det gælder både de ansatte i staten, i regionerne og i kommunerne. Forhandlingerne er stødt på flere bump undervejs, og lykkes det ikke at finde en løsning, vil det føre til strejke eller lockout.

Se Tema

- Hun har mindet os om fra starten, at man ikke må referere, hvad hun siger, så jeg håber ikke, hun hører det her; at hvis ikke vi bliver enige i løbet af den her forhandlingsrunde, så er det slut, så kommer vi ikke til at møde hende mere, siger Dennis Kristensen i en lille pause, efter forligsmanden har klædt de fremmødte forhandlere på til en lang tur i forhandlingsmøllen.

Sidste frist

I de tilspidsede og langstrakte forhandlinger om de offentlige overenskomster er stat, regioner og kommuner for første gang indkaldt samtidig til parallelle forhandlinger.

Det sker på den sidste dag for en løsning.

- Det er sidste frist, og det lægger et afgørende pres, så ser vi, om der kommer bevægelse, siger Dennis Kristensen til sine medlemmer.

Lykkes det ikke at lande en aftale i denne forhandlingsrunde, kan landet bryde ud i storkonflikt fra på søndag, hvor omkring 500.000 offentligt ansatte kan gå i strejke eller blive ramt af en lockout.

Selv om forhandlingerne formelt løber ud klokken 23.59 i aften, har forligsmanden mulighed for at 'sætte uret i stå' og lade forhandlingerne fortsætte efter deadline.

DR Nyheder følger forhandlingerne om de offentlige overenskomster tæt.

Se hans gennemstilling til FOA-medlemmerne i Odense: