Foden på bremsen: Brian Mikkelsen kræver færre risikable boliglån i storbyer

For mange strækker deres økonomi til det yderste, når de tager boliglån i København og Aarhus.

Efter henstilling fra Det Systemiske Risikoråd har Brian Mikkelsen anmodet realkreditinstitutter om at skrue ned for de risikable boliglån. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Det skal være sværere at låne penge, hvis man vil købe bolig i landets største byer.

Sådan lyder det fra erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K), efter at regeringens rådgiverorgan, Det Systemiske Risikoråd, har råbt vagt i gevær:

Afdragsfriheden er for høj, og boligkøberne har ikke altid god nok økonomi til at følge med de accelererende priser på boligmarkedet i København og Aarhus.

- Vi skal have sendt et signal til kreditinstitutterne, når de yder lån i områder, hvor priserne er høje og fortsat stiger. Jeg råber ikke om bål og brand, men det handler om i ordentlig tid at få foden lidt fra speederen i stedet for at foretage en hård opbremsing senere, siger Brian Mikkelsen til DR Nyheder.

Mikkelsen har anmodet kreditinstitutterne om maksimalt at yde 15 procent af deres lån til boligkøb i københavnsområdet og Aarhus til familier, hvis samlede gæld overstiger fire gange deres årsindkomst før skat, og hvor lånene ydes med afdragsfrihed eller variabel rente.

- Boligmarkedet i København og Aarhus eksploderer i øjeblikket. Det kan være fint nok. Men selve den type lån, hvor man er meget gældsat, kan give nogen bekymring for, at man ikke kan betale enhver sit, hvis det pludselig begynder at ramle. Derfor er det her rettidig omhu, siger Brian Mikkelsen.

På et år er kvadratmeterprisen på en lejlighed i København og Aarhus steget med henholdsvis 8 og 6,5 procent.

Brian Mikkelsen sætter samtidig Finanstilsynet til at overvåge risikoen i udlånene på boligmarkedet i København og Aarhus. Finanstilsynet vil kvartalsvist orientere erhvervsministeren om udviklingen i udlånene.

19 kommuner

  • De omfattede kommuner er København, Frederiksberg, Dragør, Tårnby, Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Vallensbæk og Aarhus.
  • Forslaget vil påvirke hvert 10. lån i de berørte områder. Det vil sige, at enten skal de optage mindre gæld for ikke at nå over 400 procentsgrænsen eller vælge fast rente og afdrag, hvis de altså har råd til det. Dette er baseret på Det Systemiske Risikoråds analyse.
  • Det Systemiske Risikoråd påpeger i deres analyse, at det også kan blive nødvendigt at stramme op senere hen.