Føler sig snydt af Primera Air: Kolleger var på dansk overenskomst

Arbejdsretten skal tage stilling til, om lavprisselskabet har brudt reglerne ved at hyre piloter fra et formidlingsbureau på Guernsey.

- Jeg håber med en domsafsigelse, at det vil sætte en effektiv stopper for social dumping. I hvert fald her i Danmark, siger Michael Ingvardsen. Foto: DR

Aldrig har vi rejst så meget og til så billige priser. Men samtidig betyder den hårde konkurrence i luftfarten, at personalet i de fly, vi sætter os til rette i, må kæmpe for helt basale rettigheder som arbejdstagere.

En af dem er den tidligere pilot i Primera Air Michael Ingvardsen. Han står nu frem og fortæller om, hvordan det danske lavprisselskab undgik at ansætte ham på den danske overenskomst med sikring af pensionsopsparing og løn under sygdom og ferie.

- Jeg var ny i selskabet, så jeg stillede ikke så mange spørgsmål. Jeg var ivrig for at få jobbet, og jeg så frem til at arbejde i et dansk selskab under ordentlige forhold, siger han.

Selvom Michael Ingvardsen skulle flyve til og fra danske lufthavne, da han i maj 2015 begyndte at arbejde for Primera Air, blev han ikke tilbudt en ansættelse på den overenskomst, som selskabet havde indgået med fagforeningen Flyvebranchens Personale Union.

I stedet modtog han en kontrakt fra formidlingsburerauet Flight Crew Solutions på den britiske kanalø Guernsey, der er kendt som et europæisk skattely.

Fremfor at være almindelig lønmodtager, blev han i stedet ansat som en selvstændig kontraktyder, der mod et honorar fra selskabet på Guernsey selv skulle afholde udgifter til pension, ferie og al sygdom, der rakte ud over ti dage om året.

Da han begyndte at flyve charterfly for Bravo Tours, gik det op for ham, at han ikke arbejdede under danske vilkår.

- Mine kollegaer sagde, at det var normalt i selskabet, at man efter to kontrakter eller et år fik en fastansættelse. Og det lød godt, for så ville jeg få adgang til at forhandle løn og pension, jeg ville få ret til at holde ferie, og jeg ville kunne få løn, hvis jeg havde mere end 10 sygedagpenge under sygdom. Alt det havde jeg ikke på den kontrakt, jeg fik, da jeg blev ansat.

Nægtet dansk overenskomst

Da Michael Ingvardsen mente, at tiden var inde til at søge om at komme over på den danske overenskomst, gjorde han det. Det fik han bare ikke noget ud af.

- Med forskellige undskyldninger holdt man mig væk fra den danske overenskomst. Jeg skulle blive på kontrakten på Guernsey, fortæller han.

- Det sidste år havde jeg faktisk ingen kontrakt overhovedet. Der mødte jeg bare på arbejde og håbede på at få min løn, fortæller Michael Ingvardsen om sin tid hos Primera Air, der startede maj 2015 og varede to år.

Han ser kun én grund til, at han var ansat på den måde, han var:

- Det har kun ét formål, nemlig at reducere de omkostninger, man har ved at have en ansat pilot i selskabet. Medarbejderen skal selv sørge for at betale sin ferie og sin sygdom.

Hvad tænker du om det i dag?

- Jeg er meget skuffet over, at jeg accepterede de forhold. Jeg tænkte, at jeg godt kunne leve med det i en periode, men efterhånden gik det op for mig, hvor stor en ulighed, jeg arbejdede under.

Hvad ser du ellers af konsekvenser af den kreative ansættelseform?

- Sikkerheden i ansættelsen er en stor stressfaktor for mange mennesker. Der er mange kolleger, der har hus, kone og børn, forsørgerpligt. De ved ikke, om indkomsten kommer i løbet af vintermånederne, eller de er fyret eller ej. Det er også dybt frustrerende, at man kun må have ti sygedage på et år med løn.

Vil have stoppet social dumping

Nu vil han have sagen prøvet ved Arbejdsretten.

- Jeg håber med en domsafsigelse, at det vil sætte en effektiv stopper for social dumping. I hvert fald her i Danmark. Det vil gøre det en hel del sværere at ansætte piloter og kabinepersonale på alternative modeller ved hjælp af kontrakter med bureauer i udlandet, siger Michael Ingvardsen.

Sammen med fagforeningen FPU har han sendt et klageskrift til flyselskabet, der bliver bedt om at betale 500.000 kroner i bod for to års lønefterslæb, manglende pension, feriepenge og løn under sygdom.

Det er penge, som selskabet skulle have betalt, hvis Michael Ingvardsen havde været ansat direkte på den danske overenskomst, som Primera Air har indgået med fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, FPU.

Pilot: Arbejdsforholdene er blevet værre

Michael Ingvardsen har arbejdet som pilot i over 30 år og har oplevet en luftfartsbranche, hvor konkurrencen mellem selskaberne er så hård, at både kabinepersonale og piloter har fået forringet deres vilkår kraftigt.

Er det blevet værre med den her type ansættelser?

- Det er blevet meget værre.

Hvorfor tror du?

- Det er den intensive konkurrence i luftfarten. Man forsøger at skære alle steder. Og hvis man kan spare bare en lille smule, så gør man det. Og det første sted, man skærer, det er lønmodtageromkomstninger.

Har du nogensinde haft lignende ansættelser?

- Jeg har tidligere været kontraktansat, men det har altid givet mig mulighed for de samme vilkår og muligheder som ved en fastansættelse, det vil sige ferie og ligeløn og lige forhold. Det her er første gang, jeg har oplevet, at forholdene er blevet så meget værre.

Flyvebranchens Personale Union forventer, at sagen mod Primera Air kommer for Arbejdsretten i år eller i starten af næste år.

Fagforeningen anslår, at de fleste af Primera Airs piloter er kontraktydere fra Flight Crew Solutions på Guernsey.

DR Nyheder har kontaktet Primera Air med henblik på at få et interview om sagen. Men i selskabet har man ikke ønsket at medvirke.

Facebook
Twitter