Slut med at købe Jysk-dyner i Rusland: 'Vi lukker permanent'

Butikkerne vil kortvarigt åbne til et ophørsudsalg.

Jysk har 13 butikker i Rusland og cirka 200 medarbejdere. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Før kunne en russisk borger håbe på, at de engang i fremtiden igen kunne få lov til at trave ned i Jysk og købe en ny dundyne.

Butikkerne har nemlig - indtil nu - kun været lukket midlertidigt siden den 3. marts grundet Ruslands invasion af Ukraine.

Men nu ser det lys ud til at være slukket. For i dag har butikskæden meddelt, at den lukker sine 13 butikker i Rusland permanent.

- Vi har brugt den forløbne periode til at kigge på, om det overhovedet giver mening at åbne igen. Og det kan vi ikke se, det ikke gør, derfor lukker vi permanent. Man kan ikke være midlertidigt lukket til evig tid, siger kommunikationsdirektør i Jysk Rune Jungberg Pedersen.

Jysk har cirka 200 medarbejdere i landet, og de har været sendt hjem med løn.

Her er et kort over Jysks butikker i Europa. Om ikke så længe vil flaget blive fjernet fra Rusland hovedstad, Moksva. (Foto: (C) DR Nyheder)

Oprindeligt blev der ikke sat nogen tidsramme på, hvornår eller hvorvidt de 13 butikker igen kunne åbne.

- Vi åbner 140 nye butikker hvert år, så vi er ikke vant til at lukke. Derfor har vi brugt tiden på at finde ud af, hvordan vi gør det bedst muligt, siger Rune Jungberg Pedersen.

Men nu lukker kæden permanent.

- Den konkrete grund er, at vi synes, det er det rigtige for Jysk, i forhold til hvem vi er. Og fordi vi ikke ønsker at være en del af krigen, siger Rune Jungberg Pedersen.

Jysk oplyser, at de fleste opsagte russiske medarbejdere vil modtage løn i fem måneder frem.

Ophørsudsalg i morgen

Der er dog et lille vindue for dem, der bor i Rusland, hvis man vil nå at sikre sig nyt til soveværelset.

For kæden vil nemlig genåbne butikkerne i landet midlertidigt fra i morgen af.

Det gør den for at gennemføre et ophørsudsalg, der skal tømme butikkerne for produkter. Herefter vil butikkerne lukke permanent, oplyser Jysk i en pressemeddelelse.

- Helt lavpraktisk skal vi efterlade tomme butikker til de udlejere, vi har. Og det kan ikke lade sig gøre at tage varerne ud af landet, siger Rune Jungberg Pedersen og fortsætter:

- Så enten skal vi brænde dem, og det ville vi være vældige kede af grundet klimaet, ellers kan vi overlade det til styret. Og den tredje mulighed er at sælge det til de russiske forbrugere, og det er måske den mindst ringe løsning, men et eller andet skal vi jo gøre, siger han.

Jysk blev grundlagt i 1979 af Lars Larsen - også kendt som 'Dyne-Larsen'. Den første Jysk-butik åbnede i Aarhus, hvor den stadig ligger i dag. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

På trods af ophørsudalget vil Jysk se ind i et større økonomisk tab.

- Det, der koster os i Rusland, er en stor investering. Jysk åbnede først i landet for to år siden, og derfor har vi ikke tjent penge på driften. Men det er klart, at den investering går tabt, og det er selvfølgelig et forholdsvist stort beløb, men vi har ikke regnet på, hvad det præcise beløb bliver, siger Rune Jungberg Pedersen.

Ikke de eneste

Jysk er ikke den eneste danske virksomhed, der vælger at trække sig permanent fra Rusland.

Også mejerigiganten Arla har taget konsekvensen af Ruslands invasion og indstillet al sin forretning i Rusland, hvor de blandt andet har produceret smør, mælk, drikkeyoghurt og ost.

Det er dog ikke alle danske virksomheder, der har handlet ligeledes.

Skofabrikanten Ecco fortsætter med at drive deres 250 butikker i Rusland, og industrikoncernen Rockwool vil også fortsat drive deres fire russiske fabrikker.