Først kom virusset - nu bliver ansatte i tusindvis sendt hjem: Få et overblik her

SAS, Flammen, Bestseller og mange flere store virksomheder sender medarbejdere hjem.

Barer, restauranter, tøjbutikker og færgeruter lukker ned, og det koster mange medarbejdere jobbet. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Coronapandemien har lagt store dele af økonomien ned, og det får virksomhedsledere til at handle hurtigt.

For mange virksomheder er omsætningen på et øjeblik nærmest forsvundet, og det har fået ledere til at sende tusindvis af medarbejdere hjem.

For nogens vedkommende sendes de hjem med statslig lønkompensation, hvor staten betaler en del af medarbejdernes løn. Andre sendes hjem uden løn. En tredje stor gruppe har fået en fyreseddel.

Vi har samlet et overblik over nogle af de virksomheder, som har sendt mere end 100 medarbejdere hjem.

SAS: 10.000 hjemsendes

SAS har frosset sine aktiviteter ned på grund af coronapandemien. (Foto: 10080 Fredrik Sandberg/TT © Scanpix)

Nordens
største flyselskab er gået på vågeblus, efter coronapandemien har fastfrosset den internationale flytrafik. SAS har varslet, at virksomheden vil sendt 90 procent af medarbejderne hjem svarende til 10.000 medarbejdere.

I Danmark sendes 4.000 ud af 4.200 medarbejdere hjem. Efter forhandlinger med de enkelte faggrupper er SAS blevet enige med medarbejderne om, at de går

midlertidigt
ned i løn, og at medarbejderne derudover sendes hjem med lønkompensation.

Norwegian: 7.300 sendt hjem

Norwegians fly er blevet groundet og 7.300 medarbejdere sendt hjem. (Foto: LEFTERIS KARAGIANNOPOULOS © Scanpix)

Det norske flyselskab Norwegian er også hårdt ramt af coronakrisen.

Nu er flyselskabet gået i

dvale
og har sendt 7.300 ansatte hjem. Norwegian har 11.000 ansatte.

- Vores industri ser ind i en fremtid, som er kritisk og aldrig er set tidligere, da vi nærmer os et scenarie, hvor de fleste af vores fly vil blive parkeret på landjorden, siger Jacob Schram, der er koncernchef i Norwegian.

Hvor mange af flyselskabets 900 ansatte i Danmark, der bliver sendt hjem, kan Norwegian endnu ikke fortælle.

Norwegian er ved at undersøge, om selskabet kan sende de danske medarbejdere hjem på lønkompensationsordningen.

Rekom: Sender 2.000 ansatte hjem

Barer og natklubber er lukkede og medarbejderne sendt hjem. (Foto: martin sylvest andersen © Scanpix)

Da regeringen opfordrede barer og restauranter til at lukke, sendte barkoncernen Rekom sine over 2.000 ansatte i Danmark hjem.

Medarbejderne, der blandt andet arbejder på Heidi's Bier Bar og A Bar, er sendt hjem med lønkompensationsordningen.

Rekom har mere end 90 barer og natklubber i Danmark.

Københavns Lufthavn: 1.500 sendes hjem

I Københavns Lufthavn er der langt fra lige så mange passagerer, som der plejer. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Med et fald i flytrafikken på over 70 procent har Københavns Lufthavn også haft behov for at sende medarbejdere hjem.

Lufthavnen har varslet, at den vil hjemsende op til 1.500 ud af lufthavnens 2.600 medarbejdere i løbet af de kommende uger.

Københavns Lufthavn har meldt ud, at den vil benytte lønkompensationsordningen for de hjemsendte medarbejdere.

Udover at sende medarbejdere hjem har Københavns Lufthavn også lanceret et stort spareprogram og

udskyder
investeringer for at
begrænse
omkostningerne kraftigt.

Stena Line: Fyrer 950 ansatte

Stena Line, som har hovedkontor i Göteborg, varsler, at 950 medarbejdere skal sendes hjem. (Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT © Scanpix)

Coronaudbruddet har betydet, at Stena Line har væsentligt færre passagerer. Derfor afskediger det svenske rederi 950 medarbejdere.

Det er især ansatte på flere af de skibe, der sejler under svensk flag, der bliver berørt. Derudover er stillinger i søsterselskaberne Stena Line Travel Group og Retail & Food Services nedlagt.

Udbruddet af coronavirus har også fået rederiet til at lukke dets rute mellem Frederikshavn og

Oslo
permanent
.

Bestseller: Fyrer 750

Bestseller siger farvel til 750 medarbejdere. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Modekoncernen Bestseller, der blandt andet står bag tøjkæderne Jack & Jones, Vero Moda og Only, er hårdt ramt af nedlukningerne på grund af coronavirus. Derfor fyrer virksomheden 750 medarbejdere.

Det er cirka 15 procent af Bestsellers danske medarbejdere, der bliver opsagt. Størstedelen af afskedigelserne sker blandt de ansatte på kontorerne i Danmark, men også internationalt mister ansatte jobbet.

Coronakrisen har betydet, at Bestseller har lukket helt ned for samtlige forretninger i seks lande, mens en lang række butikker i andre lande også er lukkede.

Restaurant Flammen: 700 sendes hjem

Restaurant Flammen har 15 restauranter i Danmark. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Den

landsdækkende
restaurantkæde, der er kendt for sine buffeter fyldt med kød, har lukket alle 15 restauranter og sendt 700 medarbejdere hjem.

DFDS: Sender 600 ansatte hjem

Fragtfærge-, havne- og logistikaktiviteter står for 84 procent af rederiets samlede omsætning. Og disse områder er indtil videre ikke påvirket af udbruddet af coronavirus. (Foto: Yörük Işık © Scanpix)

Rederi- og logistikvirksomheden DFDS har været hurtig til at sende cirka 600 ansatte hjem. Hjemsendelserne gælder primært DFDS' ansatte på ruten mellem

Oslo
og København.

De hjemsendte medarbejdere sendes hjem på den statslige lønkompensationsordning.

DFDS regner dog med fyringer uden for Danmark. Blandt andet driver DFDS en trafikeret færgerute mellem England og Frankrig.

Fragtfærge-, havne- og logistikaktiviteter står for 84 procent af rederiets samlede omsætning. De områder er indtil videre ikke påvirket af udbruddet af coronavirus.

Billund Lufthavn: 498 sendes hjem

Cirka 500 medarbejdere i Billund Lufthavn bliver sendt hjem. (© Billund Lufthavn)

Der er mange aflyste fly og få passagerer på flyene. Det får Billund Lufthavn til at sende 498 ud af 1.100 ansatte hjem.

Medarbejderne sendes hjem med lønkompensation fra staten.

– En stor del af medarbejderne i lufthavnen arbejder med at servicere passagererne, deres bagage eller flyene. Den slags opgaver er af åbenlyse årsager betydeligt nedsat. Vi beholder dog fortsat personale på posterne, så vi kan

håndtere
de få fly, der fortsat kommer, siger Jan Hessellund, der er administrerende direktør i Billund Lufthavn.

BC Hospitality Group: Fyrer 355

BC Hospitality Group, der blandt andet ejer Bella Sky, oplevede først et turismestop og siden en total nedlukning. (Foto: Betina Garcia © Scanpix)

Den danske hotelkæde BC Hospitality Group var hurtig til at

varsle
, at den fyrer 355 medarbejdere på grund af coronavirus. Det svarer til mere end hver tredje af de 900 ansatte i virksomheden.

Hotelkæden, der blandt andet står bag Crowne Plaza og Bella Center, oplevede først et turismestop og siden en total nedlukning.

Havde det ikke været for regeringens hjælpepakke, hvor staten går ind og blandt andet dækker virksomheders faste

udgifter
, havde det kostet mange flere
arbejdspladser
i hotelkæden.

BC Hospitality Group har valgt ikke at bruge lønkompensationsordningen og fyrer i stedet de 355 medarbejdere. Det skyldes, at hotelkæden forventer, at det kommer til at tage tid, før turismen igen er oppe i gear.

Gorm's Pizza: Sender 200 hjem

Det er endnu ikke besluttet, hvilken ordning medarbejderne hos Gorm's Pizza er sendt hjem på. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Restaurantkæden Gorm's Pizza har lukket alle virksomhedens syv restauranter, og dermed er kædens cirka 200 medarbejdere sendt hjem. Det er endnu ikke besluttet, hvilken ordning som de 200 medarbejdere bliver sendt hjem på.

Gorm's Pizza har også valgt at lukke for salget af takeaway.

Scandic Hotels: Flere hundrede sendes hjem

Flere hundrede af Scandic Hotels 2.000 medarbejdere bliver sendt hjem. (Foto: sigrid nygaard © Scanpix)

Scandic Hotels, som har 27 hoteller i Danmark, sender flere hundrede ansatte hjem som følge af coronavirusset, der har betydet et massivt fald i antallet af gæster.

Scandic Hotels har cirka 2.000 medarbejdere i Danmark. Præcist hvor mange, der bliver sendt hjem, har hotelkæden endnu ikke oplyst.

Hjemsendelserne skete efter, at Dansk Erhverv og 3F blev enige om at tillade hjemsendelser af medarbejdere uden løn frem til 29. marts.

Coronavirus har også fået bestyrelsen i Scandic Hotels til at foreslå, at de planlagte udbytter til aktionærerne aflyses.

DK Company: Fyrer 125

DK Company har måtte lukke sine butikker på grund af coronakrisen.

Den danske modekoncern DK Company, som står bag tøjkæder som Company, !Solid og Cream, har lukket alle dens 250 butikker i Danmark og Norge

midlertidigt
.

Det har fået modekoncernen til at fyret 125 medarbejdere i Danmark. De opsagte ansatte fordeler sig over kontorerne i København, Vejle og Ikast.

Tidligere på ugen forudså tøjkæden, at coronavirusset vil koste virksomheden cirka en milliard kroner i tabt omsætning i løbet af i år.