Første gang i syv år: Vækst i alle EU-lande

For første gang siden 2007 regner EU-Kommissionen med vækst i de 28 medlemslande i 2015. Men kun hvis Grækenland efterlever sine krav.

Den franske økonomikommissær Pierre Moscovici fremlagde torsdag EU-Kommissionens prognoser for de næste års økonomiske udvikling. For første gang siden 2007 forudser kommissionen vækst i alle medlemslande. (Foto: STEPHANIE LECOCQ © Scanpix)

For første gang siden 2007 regner EU-kommissionen med, at alle 28 EU-lande vil opleve vækst i 2015.

Det kom frem på et pressemøde torsdag, hvor EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, tog temperaturen på verdens og ikke mindst EU's økonomi.

- Væksten ser ud til at være drevet af hovedsageligt en stigende indenrigsefterspørgsel, fortalte økonomikommissæren på pressemødet.

Irland højdespringer

Det er ikke mindst faldende oliepriser og Den Europæiske Centralbanks plan om opkøb af statsobligationer for 8500 milliarder kroner, der gør kommissionens prognoser mere lovende, end da EU-kommissionen i efteråret nedjusterede forventningerne til den økonomiske vækst i 2015.

Kommissionen regner med en generel vækst i EU på 1,7 procent i 2015 og en vækst på 1,3 procent i eurozonen.

Pierre Moscovici fremhævede Irland, Polen og Storbritannien som højdespringere med forventede vækstrater på henholdsvis 3,6, 3,2 og 2,6 procent. Men også Spanien, mener Moscovici, i år vil tage et spring i den rigtige retning med en vækst på 2,3 procent.

- Lave renter er positivt for væksten i Europa og den interne reparation på den europæiske økonomi har bragt EU i en bedre position, siger Pierre Moscovici.

Danmark lægger sig lige på EU-snittet med forventet vækst på 1,7 procent, viser de seneste tal.

Hvad med Grækenland?

I bunden nævnte kommissæren Frankrig, som forventes at komme igennem 2015 med en vækst på én procent og Italien vil opleve en vækst på 0,6 procent. Helt i bund ligger Kroatien med en forventet vækst på 0,2 procent i 2015.

Til gengæld ser Grækenland ud til at sætte ind på den rigtige kurs med en vækstrate på 2,5 procent i 2015. Dette dog ikke uden forbehold, lagde kommissæren tryk på:

- Det er baseret på antagelsen, at Grækenland fortsat forpligter sig til aftalerne med EU, sagde han.

Pierre Moscovici gjorde i det hele taget meget ud af, at medlemslandene opfører sig fleksibelt og er klar på uforudsete udfordringer, særligt hvis Juncker-planen, altså den enorme indsprøjtning som ECB for nyligt lancerede, ikke har den fornødne effekt.

- En forudsætning for vores prognoser er, at EU's medlemslande reagerer beslutsomt over for alle risici. Især hvis Juncker-planen ikke fører til den forventede vækst i investeringer.

Verdensvækst

Også kloden rundt ser EU-kommissionen positive tegn for verdensøkonomien.

- Efter en langsom start sidste år, tog verdenshandlen til i anden halvdel af 2014. Vi forventer, at den accellerer moderat og forventer en vækst på 3,6 procent i 2015, sagde han.

Den primære grund til, at verdensøkonomien er i forbedring, skyldes, at udviklede lande, som mistede fodfæste efter krisen er godt i gang med en revitalisering og derudover en fortsat vækst i asiatiske lande.

Til gengæld nævnte Pierre Moscovici Mellemøsten, Rusland og Latinamerika som tynger verdensøkonomiens vækst.