Første Ryanair-afgang i Kastrup forsinket - venter på brændstof

På forhånd har der været spekuleret i, om det omdiskuterede flyselskab vil blive forsinket.

(Foto: PHILIPPE HUGUEN © Scanpix)

Omkring klokken 15.05 onsdag landede det første Ryanair-fly i Kastrup Lufthavn. Små 25 minutter senere skulle det allerede sendes af sted tilbage mod Irland med de første danske passagerer fra København.

Men flyet er endnu ikke lettet. Over højtalerne lyder det, at det venter på brændstof.

- Det tyder på, at der er nogle medarbejdere, der ikke har ønsket at betjene Ryanairs fly, fortæller DRs Nina Munch-Perrin fra lufthavnen.

Dansk velkomstkomité

30 medlemmer af 3F afventede Ryanair-flyet på asfalten foran gaten med dannebrog-flag, da det landede.

På forhånd har spørgsmålet været, hvordan demonstranterne og personalet i lufthavnen ville tage imod flyet. En konflikt vil være overenskomststridig, men der har været spekulationer om, at protesterne ville resultere i forsinkelser.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er Københavns Politi på vej til lufthavnen for at fjerne demonstranterne.

3F understreger, at de intet har med demonstrationen at gøre, og at de opfordrer medlemmerne til at fjerne sig fra lufthavnen.

Ryanair har været stærkt kritiseret, fordi de har nægtet at indgå overenskomster med personalet, hvilket fra flere sider er blevet betegnet som en trussel mod den danske model.

De ankomne passagerere på det første Ryanair-fly i København, der ankom fra Dublin, venter fortsat på at modtage bagagen.

De første Ryanair-passagerer i Danmark ankommer til Kastrup Lufthavn.

De første Ryanair-passagerer i Danmark ankommer til Kastrup Lufthavn. (© DR)

Opdateres