Føtex fjerner engangsplast fra hylderne: Nu skal Coop oppe sig, mener ekspert

Det kan være starten på en god cirkel for bæredygtighed i detailhandel, siger brandingekspert.

Føtex' farvel til engangsservice i plast kan blive starten på en krig på bæredygtighed i detailhandlen, hvor anden plastemballage også står for skud. (Foto: © Bjørn Kähler, Scanpix)

Når Føtex fra nytår bandlyser engangsservice og sugerør af plastik, kan det være startskuddet på en krig på bæredygtighed.

Det vurderer brandingekspert Frederik Preisler fra reklamebureauet Mensch.

- Hvis Dansk Supermarked for alvor vil til at konkurrere på den dimension, der hedder bæredygtighed, så bliver Coop nødt til at oppe sig. Dansk Supermarked er den muskel i detailhandlen, der kan få ting til at ske, siger han.

Baggrunden for Føtex' beslutning om nul-tolerance over for engangsplast er et femårigt samarbejde mellem Dansk Supermarked Group og WWF Verdensnaturfonden om at udfase plast, hvor det er muligt.

DSG driver Føtex, Bilka og Netto. Første skridt var Nettos forsøg i marts med pant på plastikposer på Fyn. Dagens nyhed om farvel til plastservice er skridt nummer to.

Frederik Preisler spår, at Dansk Supermarkeds fremmarch hånd i hånd med WWF kan få konsekvenser for alle almindelige forbrugere.

- Hvis der først udbryder en krig på dagligvaremarkedet om at være mest bæredygtig, så begynder vi at komme ind i en god cirkel. Der vil være en intensiveret kamp om at gå forrest. Forhåbentlig en stærkt aggressiv konkurrence om at være førende på bæredygtighedsområdet, påpeger han.

Hensyn til naturen

Formålet med at sige farvel til engangsplast er ifølge Føtex og WWF Verdensnaturfonden at få plast væk fra naturen. Til det siger brandingeksperten:

- Den dag Føtex vil gøre noget, der koster dem penge af hensyn til naturen, den dag venter vi stadig væk på. Jeg er sikker på, at der ligger en iskold kalkule på, at det ikke koster dem ret meget.

Frederik Preisler vurderer, at en anden vægtig årsag til initiativet skal findes i Dansk Supermarkeds ønske om at pleje sit image. Det synspunkt deler han med detailhandelsekspert Per Østergaard fra Department of Marketing ved CBS i København.

- Dansk Supermarked er i gang med at pleje deres grønne image og har været det et stykke tid. Det er en del af en overordnet strategi, hvor de gerne vil give befolkningen en bedre oplevelse af deres image. Det betyder øget omsætning og tiltrækning af nye kunder, som er mere bevidste og lægger vægt på bæredygtighed, forklarer han.