Føtex fjerner plastikbestik og sugerør fra hylderne

Fra nytår stopper supermarkedskæden Føtex alt salg af plastikservice.

Fremover skal du købe plastiksugerøret til sommerdrikken et andet sted end Føtex, som nu sender engangsplastikservice på pension. (Foto: © Simon Knudsen, Scanpix)

Supermarkedskæden Føtex sælger hvert år 25 millioner stykker plastikservice.

Men fra nytår vinker Føtex farvel til engangsbestik, tallerkener, sugerør og kopper af plastik.

Og siger i stedet goddag til engangsservice af bæredygtige og nedbrydelige materialer som træ og majsstivelse. Dermed sætter Føtex som den første supermarkedskæde i Danmark engangsplast helt uden for butiksdøren.

Problemet er nemlig ifølge supermarkedskæden, at vi ikke altid husker at få vores engangsplastik med hjem fra skovturen, stranden eller parken, men i stedet efterlader den i naturen som affald.

- Vi ved, at miljø og dyreliv lider under det store forbrug af plastik, og vi gør alt for at udfase plast, hvor det ikke er nødvendigt. Derfor vil vi senest fra nytår have erstattet alt engangsservice i plast, så kunderne i stedet kan købe mere bæredygtige alternativer. Det er første skridt, og vi vil følge med nye initiativer, der kan bekæmpe plastikforurening, forklarer Thor Jørgensen, direktør i Føtex i en pressemeddelelse.

Føtex sælger hvert år 1,9 millioner plasttallerkener, 7,2 millioner sugerør og 13,4 millioner plastikglas og kopper.

Hånd i hånd med Verdensnaturfonden

Med skridtet væk fra engangsplastik træder Føtex sammen med WWF Verdensnaturfonden, som betragter engangsplast som særligt risikofyldt for naturen.

- Der er tonsvis af plastik fra sugerør, krus og bestik ude i naturen, og det kvæler lige nu vores natur og vilde dyr. Det tager flere hundrede år for naturen at nedbryde et sugerør eller en plastikgaffel, som i alt for mange tilfælde kun har været brugt i få minutter. Derfor er det fantastisk, at Føtex som de første i Danmark fjerner engangsservice af plastik fra hylderne, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Sugerørforbud på vej i UK

Data fra EU viser, at 17 procent af den plastik, der forurener Middelhavet, er engangsservice. I Frankrig er engangsservice af plastik i dag forbudt, mens Storbritannien arbejder på at forbyde plastiksugerør.

Ifølge WWF Verdensnaturfonden tager det flere hundrede år at nedbryde et sugerør eller en plastikgaffel, som vi måske kun har brugt i få minutter.