Forældre snager i børnenes facebookprofil uden at få lov

Forældre holder øje med deres børns telefoner og facebookprofiler uden tilladelse. Et skråplan, fastslår ekspert.

Både mødre og fædre skal holde sig fra at tjekke deres børns facebook-profiler og sms'er, uden at børnene har givet lov fastslår ekspert. (© Colourbox)

Uden at have fået lov af deres søn eller datter har mere end hver sjette forælder været inde på mindst en af deres børns facebookprofiler - uden børnenes tilladelse.

Og mere end hver fjerde forælder har tjekket deres barns sms'er eller mobilopkald, uden at barnet vidste det.

Det svarer danske forældre i en Epinion-undersøgelse foretaget af DR Nyheder blandt forældre til hjemmeboende børn i alderen 10 til 19 år.

Skaber mistillid

Mange af forældrene står tilsyneladende ved deres skjulte overvågning af deres børn.

I hvert fald svarer 45 procent af forældrene ja til, at 'det er i orden, at forældre overvåger deres børns færden på sociale medier, uden at børnene ved det'.

Men den holdning bør de ændre, mener Erroll Marshall, der driver ungdomsliv.dk, der blandt andet beskæftiger sig med digital rådgivning til børn og forældre.

- At overvåge sine børn er ikke noget, der skaber tillid eller tryghed i relationen mellem børn og forældre. Det er ikke konstruktivt, og derfor skal man lade være med at gøre det, siger Erroll Marshall.

Tal med børnene i stedet

Han vurderer, at de fleste forældre nok overvåger deres børn i bedste mening, fordi de er bekymret for, at børnene er ude på et skråplan.

Men frem for at snage i børnenes liv uden at have fået lov, skal de tale med børenene.

- Man skal have fat i dialogen, men den kan have virkelig svære vilkår, hvis forældrene har overtrådt børnenes privatsfære. Derfor skal man altså holde sig fra at overvåge og i stedet begynde med dialog tidligt, siger Erroll Marshall.

Facebook
Twitter