Forbrugerne risikerer at tabe penge

Forbrugerne risikerer at tabe mange penge i takt med at den finansielle krise breder sig til detailhandlen. Det får nu økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen til at gå ind i sagen.

Forbrugerne risikerer at tabe mange penge, i takt med at den finansielle krise breder sig til detailhandlen. (Foto: jpsdg © stock.xchng)

Konkurser og butikslukninger kan koste forbrugerne dyrt. Det seneste eksempel er en stor bilforhandler, der tilsyneladende har solgt flere demobiler, som var ejet af leasingselskaber.

Ifølge Berlingske Business har kunderne købt og betalt bilerne og er kørt af sted i dem med en besked om, at de ville få eftersendt registreringsattesten.

Problemet er bare, at den ligger hos de forskellige leasingselskaber, og da de ikke har fået betaling for bilerne, vil de heller ikke udlevere registreringsattesten.

Pas på gavekort og forudbetalinger

Kunderne risikerer at tabe mange hundrede tusinde kroner på sagen, og det er ikke det eneste eksempel på forbrugere, der bliver snydt af svindel, betalingsstandsninger eller konkurser.

- Derfor er det rimeligt, at man ser på, om der er en eller anden måde, man kan sikre folk på. Det drejer sig jo ikke kun om forudbetalinger. Det kan også være gavekort og tilgodebeviser, eller noget man har købt, som der er noget i vejen med, men som man så ikke kan få repareret. Derfor er det vigtigt, at man ser på de her problemer, siger chefkonsulent Benedicte Federspiel fra Forbrugerrådet til DR Nyheder.

Det får nu økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen til at gå ind i sagen.

- Jeg er meget opmærksom på den situation, som nogle forbrugere kan havne i under den finansielle krise. Derfor har jeg bedt mine embedsmænd om at invitere Forbrugerrådet og Dansk Erhverv til et møde for at drøfte problemstillingen, siger Lene Espersen til Radioavisen.

Facebook
Twitter