Forbrugerombudsmanden truer uvorne dealsider med politianmeldelse

Pumpede besparelser og korte købsfrister. Forbrugerombudsmanden modtager klager fra utilfredse kunder, der har købt såkaldte 'deals'.

Flere af de største dealsites bevæger sig i en juridisk gråzone, når det kommer til ansvar for den vare, de sælger.

Det skal være slut med førpriser, der ikke holder, og slut med alt for korte frister til at indløse et godt tilbud fra de såkaldte dealsider på nettet.

- Jeg siger til branchen: sørg nu for at have jeres ting i orden, fordi der er en stor risiko for, at I bliver tjekket. Og hvis vi finder fejl, og det er klare, åbenlyse overtrædelser af markedsføringsloven, så risikerer I så en bødestraf, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Politianmeldelse

Forbrugerombudsmanden har på det seneste fået en række klager fra kunder, der føler sig snydt, fordi der var oplyst en fiktiv førpris på det tilbud, de købte.

På den måde ser det ud som om, man får et bedre tilbud, end man reelt gør.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe truer derfor med at melde de dealsider, der ikke kan finde ud af at holde sig på den rette side af loven til politiet. Det kan i sidste instans ende med en bøde til virksomhederne.

Tilbudsjæger

En af de kunder, der føler sig snydt er Wicki Thomsen, der er medlem af en række dealsider. Hun elsker et godt tilbud og køber både ting og oplevelser.

Sidste år så hun et godt tilbud på en haveslange. Førprisen var 827 kroner. Dealprisen var bare 364 kroner. Altså en besparelse på 56 procent - så hun slog til:

- Jeg syntes i hvert fald, at det var billigt, siger Wicki Thomsen.

Dårligt behandlet

Men efterfølgende fandt hun ud af, at haveslangen kan fås endnu billigere end dealprisen andre steder. Og den oplyste førpris på 827 kroner kan hun slet ikke at finde nogle steder.

- Det føler jeg mig snydt over, og det føler jeg mig pikeret over, siger hun.

Ret ind eller modtag en bøde

Forbrugerombudsmanden har netop sendt et notat ud til høring i nethandels-branchen, hvor han forklarer reglerne for førpriser, frister og ansvar.

Herhjemme findes der over 20 forskellige hjemmesider med den slags slagtilbud. Og hver måned får siderne besøg af næsten 700.000 tilbudsjægere.

Det er første gang, at Forbrugerombudsmanden melder så klart ud, siden dealsiderne begyndte at dukke op herhjemme i 2010.

Se mere i Magasinet Penge på DR1 i aften klokken 21.55.

Har du oplysninger eller erfaring med nethandelbranchen så kontakt os på 1212@dr.dk.

Facebook
Twitter