Forbrugerråd vil have flere banker til at droppe minusrenter

Nykredit og Arbejdernes Landsbank ophæver deres minusrente for privatkunder.

Flere banker har hævet deres renter, efter Nationalbankens justeringer. De fleste bankers renter er dog stadig negative. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix Denmark)

For mange er beløbet på kontoen blevet mindre og mindre for hver måned, som året er skredet frem.

Stort set alt er blevet dyrere, og inflationen tumler afsted i hele Europa. Derfor hævede Den Europæiske Centralbank renten i går for at tøjle inflationen, hvorefter Nationalbanken fulgte trop.

Det forventes, at Den Europæiske Centralbank vil hæve renten yderligere i september.

På trods af den forværrede økonomiske situation mange mennesker er havnet i, har de fleste banker fastholdt negative renter - og kunderne betaler dermed for at have penge stående i banken. Det, der også kaldes indlånsrenten.

Men hos en af Danmarks største banker er det nu foreløbigt fortid.

Nykredit har i dag droppet deres negative rente for privatkunder, så det nu ikke længere koster at have penge stående i banken.

Det betyder, at man som privatkunde i Nykredit ikke længere skal betale for at have mere end 100.000 kroner stående i banken.

- Med den seneste justering fra Nationalbanken og endnu en forventet justering på vej i september, har vi i Nykredit besluttet, at det nu skal være slut med negative indlånsrenter for vores privatkunder, siger Henrik Rasmussen, bankdirektør i Nykredit, i en pressemeddelelse.

Og Nykredit er ikke den eneste bank, der vælger at tage det skridt. Også Arbejdernes Landsbank følger med.

- Vi var blandt de sidste, der indførte negative renter til private, derfor er vi glade for at kunne være blandt de første, der afskaffer dem. Vi har ventet på den rette timing, og med Nationalbankens melding i går mener vi, at tidspunktet er kommet, skriver banken til DR Nyheder.

'Det rigtige tidspunkt'

Nykredits og Arbejdernes Landsbanks udmelding vækker glæde hos Forbrugerrådet Tænk. De opfordrer alle banker til at droppe de negative renter.

- Det er en meget paradoksal situation, forbrugerne står i, når de både skal betale banken, når de låner penge, men også når de låner penge til banken. Det er underligt, at man straffer de snusfornuftige forbrugere, der sparer op i en tid med meget usikkerhed.

- Derfor synes vi, at det er det rigtige tidspunkt, at man dropper de negative renter, siger Mads Reinholdt, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Er det ikke fair nok, at bankerne tjener nogle penge på det her?

- Bankerne tjener rigtig, rigtig mange penge i de her år. Bankerne lider ingen nød, derfor er der heller ikke grund til, at de skal tage de her penge og på den måde tilskynde kunder til at tage nogle risici, de ikke er interesseret i, siger Mads Reinholdt.

Hør i videoen nedenfor, hvad Mads Reinholdt, direktør i Forbrugerrådet Tænk, anbefaler kunder i banker med negative renter:

Det koster for bankerne

Nationalbankens rente har ligget på minus 0,6 procent indtil i går, hvor den nu er blevet ændret til minus 0,1 procent.

For de fleste banker har deres rente ligget på minus 0,7 procent, hvor nogle nu ændrer den til minus 0,2 procent.

Nykredit og Arbejdernes Landsbank har dog taget skridtet videre og afskaffet minusrenter, men det overrasker ikke Carsten Tanggaard, der er professor i finansiering ved Aarhus Universitet.

- Det har ligget i kortene længe, at renterne skulle stige. Derfor følger de bare Nationalbankens renteforhøjelse, siger han og fortsætter:

- Nykredit er dog de første til at ophæve de negative renter. Jeg kan ikke vide, hvorfor de gør, som de gør, men Nykredit har overtaget rollen som den frække dreng i klassen, der gør det anderledes end de andre banker. Og måske set en fordel i at være mere forbrugervenlige.

Carsten Tanggaard påpeger dog også, at det nok er noget nemmere for Nykredit at lave dette træk, end for nogle af de andre store banker.

- Nykredit er en realkreditkæmpe. Det er ikke nogen stor bank, så det er knap så dyrt for dem at gøre det. Og så er der hensynene til at positionere sig i forhold til de andre banker.

- For de andre banker er det relativt dyrt, da de har meget, meget store indlån. Derved skal de betale flere penge ud til deres kunder, når renten hæves, siger han.

Banker holder fast i minusrenter

DR Nyheder har spurgt flere af de store banker, om de har tænkt sig at følge i Nykredits og Arbejdernes Landsbanks fodspor.

Danmarks største bank, Danske Bank, oplyser, at de allerede har hævet deres rente, og at de følger renteudviklingen nøje. Indlånsrenten hos Danske Bank er dog stadig negativ.

Nordea og Sydbank har ligeledes hævet deres rente til minus 0,2 procent. Nordea oplyser desuden, at de også følger Nationalbankens rentejusteringer.