Forbrugerrådet: Loft på ågerrenter

Forbrugerrådet vil have en grænse for hvor høj renten må være på lån. Årsagen er at flere tusinde nu tager sms- og weblån til meget høje renter.

Flere tusinde danske tager lån på mobilen eller på internettet, men det er meget dyre lån.

Ågerrenter er normalt noget, vi forbinder med lyssky lån i den kriminelle verden.

Men på helt lovlige sms- eller web-lån løber ÅOP (de årlige omkostninger i procent) op på flere tusinde procent.

Det er nemt at låne penge på nettet eller på mobilen.

Ved hjælp af en sms eller et par klik på computeren ja så har man typisk fået 2.000 kroner på kontoen, som man kan skyde af til en glad aften eller et par pæne sko.

Men det koster at tage et web- eller sms-lån. ÅOP er ofte over 2.000 procent.

- Det er et problem, at vi i Danmark ikke har en grænse for, hvor dyrt et lån må være. Så kommer vi til at se forretningsmodeller som web- og sms-lån, hvor det kommer til at gå galt for rigtig mange af låntagerne, siger Troels Holmberg fra Forbrugerrådet.

Mange kan ikke betale tilbage

Forbrugerombudsmanden har registreret web og sms- lån i over et år.

I de første ni måneder af 2009 tog over syv tusinde danskere et sådant lån. Langt størsteparten af lånene var på 2.000 kroner. Altså er der blevet lånt for 14 millioner kroner af de meget dyre lån.

Selvom lånene kun er på 2.000 kroner, så er der alligevel mange, som ikke kan betale dem tilbage. 11 procent har ikke betalt lånet tilbage som aftalt.

- Når en ud af 10 ikke kan betale lånet tilbage, så tyder det på, at der er noget galt med det her lånemarked, siger Troels Holmberg.

- Vi ved fra svenske undersøgelser, at mange af de mennesker, der tager den slags lån her i forvejen står i en trængt økonomisk situation. Vi har bestemmelser i straffeloven, der siger, at man ikke må udnytte folks svære situation til at opkræve meget høje renter. Men det er tilsyneladende ikke meget bevendt i forhold til den måde, der bliver lånt penge ud i dag, siger Troels Holmberg.

Ønsker regler for renter

Forbrugerrådet ser meget gerne, at Folketinget indfører regler for, hvor høje renter man må tage.

- Det har man i mange andre lande som Holland, Belgien, Frankrig og Tyskland. Vi mener, at der er behov for, at vi får opdateret vores beskyttelse mod åger herhjemme, så den følger med den udvikling, vi ser på lånemarkedet, siger Troels Holmberg.

Forbrugerombudsmandens statistik over sms- og weblån viser, at det ikke - som frygtet - er de helt unge, der tager lånene. De hurtige men dyre lån er mest populære hos de 25 til 30-årige.

Facebook
Twitter