Forbrugerrådet opfordrer til skepsis ved omlægning af lån: Bankerne tjener, hver gang der konverteres

40.000 boligejere har allerede skiftet lån for at udnytte rentehop.

Bankerne er de eneste sikre vindere ved omlægning af lån, lyder det fra Forbrugerrådet. Arkivfoto. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix Denmark)

I øjeblikket benytter tusindvis af boligejere de stigende renter til at barbere lunser af deres boliglån.

For forklaret her præcis, hvordan konvertering af lån fungerer.

Ifølge finanssektorens interesseorganisation Finans Danmark vil man på et lån på én million kroner typisk kunne skære 15-20 procent af det, man skylder, ved at omlægge et lån med én procent i rente til fire procent. Men renten skal falde igen, før manøvren lykkes.

- Det bliver først en rigtig god forretning, hvis du så på et tidspunkt får mulighed for igen at lægge lånet om til en lavere rente, forklarer Peter Jayaswal, der er direktør for realkredit og ejerfinansiering i Finans Danmark.

Han tilføjer, at det i regneeksemplet typisk vil tage omkring 10 år, før den højere rente "spiser" den fortjeneste, man opnår på sin restgæld.

Ifølge en analyse fra Nationalbanken har 40.000 boligejere allerede skiftet deres lån i årets første kvartal.

Bankerne er de sikre vindere

I det hele taget skal man som forbruger forholde sig ekstra kritisk, når ens realkreditinstitut henvender sig med et lånetilbud om omlægning.

Sådan lyder det fra Morten Bruun Pedersen, der cheføkonom ved Forbrugerrådet.

- Bankerne har en klar interesse i, at forbrugerne konverterer deres lån. Hver gang, der konverteres, får de nemlig et gebyr, så de er de sikre vindere, hvorimod forbrugerne påtager sig en ekstra renterisiko, siger han og anslår, at bankerne scorer mellem 25.000-30.000 kroner per konvertering.

Kigger man bankernes regnskaber igennem fremgår det også, at de det seneste kvartal har tjent betydeligt på gebyrer i forbindelse med omlægning af lån.

Nykredit, som ejer Totalkredit, der er Danmarks største realkreditinstitut, skriver, at selskabets gebyrindtægter er steget fra 600 til 800 millioner kroner i første kvartal, og at stigningen er drevet af omlægninger af boliglån.

Også Jyske Bank melder om, at deres indtægter på omlægning af lån i sammenligning med sidste år er steget fra 81 til 155 millioner kroner i første kvartal.

- Fremgangen skyldes et øget aktivitetsniveau og sæsonmæssigt højere refinansieringsaktivitet, skriver banken i kvartalsregnskabet.

Den slags tal gør Forbrugerrådets cheføkonom nervøs for, om bankerne overser at fortælle om de ulemper, der kan være ved at opkonvertere.

- Det er virkelig beklageligt, hvis forbrugerne nu smider nogle af alle de gode lån med en fast, lav rente væk, fordi bankerne måske har en interesse i at forbrugerne konverterer op og ned, siger Morten Bruun Pedersen.

Bankerne følger regler for rådgivning

Men Forbrugerrådet og Finanstilsynet behøver ikke at bekymre sig, for bankerne følger alle regler og har styr på rådgivningen, forsikrer Peter Jayaswal fra Finans Danmark.

- Rådgivningen består blandt andet i at lave beregninger, der viser, hvad du kommer til at sidde med i ydelse fremadrettet, og hvornår det ikke længere vil være en god forretning i forhold til, hvor meget du afdrager og ikke afdrager og betaler i ydelse, siger han.

Kan du afvise, at bankerne tilbyder konvertering til kunderne, fordi de kan tjene penge på at lave den konvertering?

- Bankerne tjener penge på at låne penge ud, og i dag har de lånt penge ud til mange boligejere, og nu fortæller de så boligejerne, at de har nogle andre muligheder ved at lægge om, svarer Peter Jayaswal.

Og bankernes rådgivning er ikke præget af, at de tjener penge, hver gang kunderne laver en låneomlægning?

- Hele rådgivningen er underlagt stramme regler – blandt andet, at man skal lave de her beregninger, som viser de mulige scenarier. De regler lever bankerne naturligvis op til.