'Forchromede dage': Markus Egs pladesamling er fuld af sort guld

Der findes almindelige danske plader. Og så findes der de rigtig sjældne, der kan koste tusinder af kroner.

Markus Eg fra København har flere vinylplader end gennemsnittet. Selv om han kun er 31 år gammel, ejer han i dag tæt på 1000 LP`er. De fleste har han købt brugte.

- Da jeg begyndte at samle LP`er, var jeg 13-14 år. Dengang kostede en vinylplade 10-20 kr. Hvorimod en CD kostede 75-100 kr. Så for sådan en ung teenager som mig, var det langt billigere at købe vinylplader, fortæller han.

I dag får pladenørden besøg af vinyleksperten Simon Busk. Han sælger brugte plader i pladebutikken Accord i København og tager derfor også ud og vurderer private samlinger.

Sjældne skiver

Og Simon Busk finder ret hurtigt flere plader, som hører til blandt de sjældne.

Bl.a. rockpladen ”Forchromede dage” fra 1973 med duoen Stig & Steen. Stig er her en 23-årig Stig Kreutzfeldt, som senere storhitter med makkeren Jens Rugsted.

- For en 5-6 år siden var det en plade til en 500-mand, i dag er det en plade til 2000, måske 2.500 kr., fortæller Simon Busk.

Og på Markus Egs hylde gemmer der sig mere samlerguld. Bl.a. en sjældenhed fra det ålborgensiske pladestudie Spectator Records, som brændte ned til grunden i 1972 med alle masterbånd og hele pladelageret.

Simon Busk inspicerer rockalbummet ”Days” med bandet af samme navn:

- Den her har nogen små pletter. Det er noget, der trækker ned. Der står ”Lotte Romar” på den. Men selv om der er skrevet på den, så er vi på 4000 kr. Havde den været i perfekt stand, så måske 5000 kroner, skønner Simon Busk.

Udlandet vil have dansk

Det er udenlandske købere, der driver priserne op på danske sjældenheder.

- Det er svært at få danskere til at betale så meget, fordi de tror, de kan finde den på et loppemarked. Det kan de ikke, siger Simon Busk.

- Der er ingen tvivl om, at de plader der går rigtig dyrt, det er, fordi der sidder nogen i udlandet, som også har en interesse i dem. Danske plader, der er trykt i 200-500 eksemplarer, er supersjældne. De er endnu mere supersjældne, hvis du sidder i Sydkorea, Japan, USA eller Australien, siger Simon Busk.

Han er altid interesseret i at købe plader som Markus Egs:

- Men som butik kan vi kun give halvdelen af deres værdi, og det vil nok ikke være interessant for herren.

Og nej, der bliver ikke noget salg i dag.

- Pladerne betyder alligevel så meget for mig, at det ikke er noget, jeg lige med det første vil skille mig af med, fastslår Markus Eg.

Facebook
Twitter