Formand efter endnu et direktørexit i B&O: 'Jeg klæber ikke til nogen taburet'

B&O's direktør ønskede selv at forlade det pressede B&O efter bare tre år som topchef.

Det var Henrik Clausen selv, der ønskede at forlade Bang & Olufsen, fortæller bestyrelsesformand Ole Andersen. (Arkivfoto) (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

I dag har der igen været gang i svingdøren hos Struer-virksomheden Bang & Olufsen. Administrerende direktør Henrik Clausen stopper og overlader posten til svenskeren Kristian Teär.

Udskiftningen kommer, mindre end en uge efter at Bang & Olufsen præsenterede endnu et stort millionunderskud. Men ifølge Ole Andersen, der er bestyrelsesformand i Bang & Olufsen, er det Henrik Clausens egen beslutning at stoppe som direktør.

- Henrik har haft en hård periode. Han har været 100 procent professionel, men når han indikerer, at han ikke er langsigtet, skal vi selvfølgelig begynde at overveje, hvad vi skal gøre, siger Ole Andersen.

Det var Henrik Clausens eget ønske om at forlade Bang & Olufsen, der fik bestyrelsen til at gå på jagt efter en ny topchef til Struer-virksomheden. (Foto: foto:Lasse Bech Martinussen © Scanpix)

Om Henrik Clausen havde fået lov til at blive i Bang & Olufsen, hvis han ikke selv havde ønsket at gå, vil Ole Andersen ikke sige.

- Det kan jeg ikke svare på. Vi holder evalueringer af vores direktionsmedlemmer internt, siger han.

Henrik Clausen nåede at være administrerende direktør i Bang & Olufsen i godt tre år. I følge Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, var det dog alt for længe.

- I en del af de tre år er det gået meget fornuftigt i Bang & Olufsen. Men bestyrelsen skal løbende holde øje med, om det er ledelsen, der gør den store og gode forskel. I 2016 og 2017 var man begunstiget af nogle beslutninger, der blev truffet og ført ud i livet, før Henrik Clausen kom til, siger han.

Kristian Teär bliver den tredje topchef i Bang & Olufsen, siden Ole Andersen blev bestyrelsesformand i virksomheden i 2010. Det var altså Ole Andersen selv, der ansatte Henrik Clausen i 2016. Og det burde ifølge Per Hansen få Ole Andersen til at kigge indad.

- Jeg synes, bestyrelsen skal spørge sig selv, om Bang & Olufsen har den rigtige bestyrelse. Det vil være meget naturligt, hvis bestyrelsesformanden nedlægger sit hverv, siger han.

Ole Andersen selv afviser dog, at han også er på vej ud af Bang & Olufsen.

- Jeg sidder ikke og klæber til nogen taburet. Men vi har lige haft generalforsamling og stort set alle aktionærer pegede på mig som formand. Så længe mine bestyrelseskollegaer og aktionærerne støtter mig, vil jeg ikke bare smide håndklædet i ringen og forlade skuden. Slet ikke med de udfordringer, vi har, siger Ole Andersen.

Store udfordringer

På trods af store underskud, tror han på en fremtid for Bang & Olufsen.

- Bang & Olufsen har været igennem en mega transformation de seneste mere end ti år. Det har ikke været en ukompliceret transformation. Vi har stadig udfordringer, men vi tror alle sammen på det, siger Ole Andersen.

Det svigtende salg og store underskud kan kun løses med et salg eller fusion, mener Per Hansen.

- Jeg tror, Bang & Olufsen får meget svært ved at fastholde sin uafhængighed og forblive selvstændig, hvis vi kigger et til to år frem i tiden, siger han.

Ole Andersen har været bestyrelsesformand for B&O siden 2010, og har netop været med til at ansætte den tredje direktør i selskabet. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Ole Andersen afviser dog, at der arbejdes mod et salg af Bang & Olufsen.

- Vi agerer hver eneste dag både i ledelsen og bestyrelsen, som om den her virksomhed skal fortsætte som en stand alone virksomhed, siger han.

Så I har ikke en plan B liggende i skuffen, hvor I arbejder mod et salg?

- Vi kan ikke sælge noget som helst, det er aktionærerne, der ejer aktierne. Men det er da klart, at hvis der kommer nogen, der banker på døren og har en interesse i Bang & Olufsen, så er vi forpligtede til at lytte, og det gør vi selvfølgelig, siger Ole Andersen.