Forsikringen dækker ikke vandskader efter sne

Forsikringen dækker ikke vandskader fra snedriver, der ligger op ad husmuren. Også fygesne på loftet skal man fjerne.

Forsikringen dækker ikke vandskader fra snedriver, der ligger op ad husmuren. Også fygesne på loftet skal man fjerne. (Foto: Gitte Christensen © DR)

Husejerne skal holde ekstra øje med store snedriver, der lægger sig op ad husmuren. Når sneen begynder at smelte, er der nemlig ingen erstatning fra forsikringen, hvis der trænger vand ind gennem husmuren.

- Der bliver et mindre hyggearbejde i weekenden for husejerne, når solen igen skinner, siger Christian Skødt, der er chefkonsulent i Forsikring og Pension.

Alle mand på loftet

Han opfordrer til, at man laver render, så smeltevandet kan komme væk fra huset.

Og så skal husejerne også indstille sig på en tur på loftet.

- Hvis det begynder at fyge, så skal du tjekke loftet efter, om der skulle ligge en snedrive. Ligger der synlig sne, så skal det også fjernes, for forsikringen dækker ikke de efterfølgende vandskader, siger Christian Skødt.

Derimod skal man ikke være bange for, at taget braser sammen på grund af sneen, og at man står med regningen selv.

- Med mindre der er tale om en konstruktionsfejl, så dækker vi, siger han og understreger, at man derfor ikke behøver at sætte livet på spil for at fjerne snedriver på taget.

Til gengæld skal sneen på fortovet og i indkørslen være ryddet imellem klokken syv om morgenen og klokken 22 om aftenen på hverdage. Ellers hænger man på ansvaret, hvis nogen falder.

Facebook
Twitter