Forsikringsselskaber skovler milliarder ind på bilforsikringer

Siden 2013 har danske forsikringsselskaber tjent mere end 30 milliarder kroner på bilforsikringer.

Op mod hver femte dansker skifter bilforsikring en gang om året. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

På de danske veje drøner der mere end 2,5 millioner personbiler rundt.

Selvom de findes i forskellige modeller, mærker, motorstørrelser, farver og udstyr, så har de én ting til fælles - de skal alle have en bilforsikring.

Det er noget, som de danske forsikringsselskaber tjener styrtende på. De seneste seks år har forsikringsselskaberne tjent fem milliarder kroner på bilforsikringer - om året.

Det skriver Jyllands-Posten Finans på baggrund af tal fra Forsikring og Pension, der repræsenterer landets pensionsselskaber.

Priserne på bilforsikringer er ellers blevet billigere de senere år. Det ses blandt andet ved, at den danske bilpark er vokset, alt imens at forsikringsselskabernes indtjening har stået relativt stillle.

Samtidig er forsikringsselskabernes udgifter til bilskader mindre, og det betyder, at forsikringsselskabernes overskud ligger stabilt på omkring fem milliarder kroner.

- Vi har fået sikrere biler, og teknologien har gjort, at bilerne er blevet nemmere at reperarere, og det betyder alt andet lige, at udgifterne til skadesomkostninger falder, fortæller Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i bilisternes interesseorganisation FDM.

Fra 2013 til 2019 er forsikringsselskabernes gennemsnitlige udgift faldet med 2.188 kroner.

Billigere forsikringer

Hos FDM ser man det store overskud hos forsikringsselskaberne som et tegn på, at der mangler konkurrence på bilforsikringsmarkedet. Indtjeningen hos forsikringsselskaberne er nemlig så god, at de burde sænke priserne på forsikringerne, lyder det.

- Prisen på bilforsikring har slet ikke fulgt med forsikringsselskabernes fortjenester, siger Ilyas Dogru fra FDM. En organisation, der i øvrigt selv sælger bilforsikringer.

Hos Forsikring og Pension påpeger man, at prisen på forsikringer rent faktisk er faldet, siger vicedirektør Thomas Brenøe.

Han afviser samtidig, at der skulle mangle konkurrence på bilforsikringerne.

- Det er det største forsikringsområde for privatforsikringer, så det er klart, at der er noget indtjening, men konkurrencen på området er også stor. 20 procent af forsikringskunderne skifter bilforsikring hvert eneste år, siger Thomas Brenøe.

Det skyldes ifølge Thomas Brenøe ikke mindst, at det er nemt at skifte til en ny forsikring. Der findes adskille hjemmesider, hvor det er muligt at sammenligne priser på forsikringerne, ligesom priserne er gennemskuelige. Helt samme holdning har de dog ikke hos FDM.

- Det er et lavinteresseområder for danskerne, markedet er ikke særligt transparant og det er produktet heller ikke. Mange er bange for, at hvis der sker noget med deres bil, så er de stillet dårligere, siger Ilias Dogru fra FDM.

Han opfordrer til, at man tjekker sin forsikring efter et par gange om året.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk